På guitaristen og musikeren Troels Skovgaards hjemmeside kan man læse, at guitaren kom ind i hans liv, da han var 12 år gammel, og at det var The Beatles og Abbey Road, der satte den musikalske karriere i gang. Og kærligheden til the Beatles, som Troels står ved, afspejler sig da også på fineste vis på Troels’ andet soloalbum. Fx på pladens andet nummer “Me and Manhattan and you”, der i sit afsæt lyder som en sang, som Paul McCartney kunne have gemt som outtake fra McCartney eller måske endda fra en session omkring Abbey Road. Noget lignende kunne man sige om fx pladens tredje nummer “Outta my leage”, der også i sin indledning får denne skribents tanker ledt hen på McCartney i det eftertænksomme hjørne.

Men inspirationen fra McCartney og Beatles er kun et element, der er med til at farve denne meget rigt facetterede plade. Et andet tydeligt element er den uopslidelige blues. Det understreges allerede i den indledende sang “I keep on playing the blues”, der er et regulært bluesnummer med et anstrøg af lækker easy listening-jazz. En sang, der helt i bluesens ånd handler om at stå af ræset og finde ned til de grundlæggende værdier i tilværelse og gå sine egne veje i livet.

Godt nok er det en soloplade. Og så alligevel ikke. For dels er flertallet af teksterne skrevet af andrer – nemlig Mikael Roupé og Keim Heibon. Og desuden medvirker Troels’ 20-årige datter Mikala Bosetti, der synger for på nogle af sangene (fx “Me and Manhattan…”) og kor på andre. Og fruen – Elisabetta Bosetti har lavet den tegneserie, der illustrere sangene i pladecoveret. Og endelig har sønnike Leonardo tegnet motiverne i tegneserien. Så pladen er nok langt hen at betragte som en kollektivt projekt – centreret omkring farmands musik og guitar.

Som titlen på pladen Songs of Life, love and lies antyder, så breder teksternes sig tematisk i mange retninger. Selvfølgelig er kærligheden på spil – som i “Me and Manhattan…”, men der er også en del sange om at komme overens med livet. “I keep on playin the blues” er en. En anden er fx “Never mean a word i say”, der handler om negativ ytringsfrihed: retten til at holde sin kæft og ikke have en mening om noget. En trang vi alle kan have en gang imellem.

Musikalsk er pladen mindst lige så bredspektret som tekstuniverset. Sammen med et hold af begavede musikalske venner – Niels Ratzer (trommer), Dan Rasmussen (bas), Jon Bruland (bas), Michael Sunding (keybords og vokal), Rune Harder Olesen (perkussion), Mikael Roupè (backing vokal) og Dan Hemmer – har Skovgaard lavet 11 numre, der kredser om Skovgaards strengeleg og enkle sange. Sange, der alle er meget iørefaldende og melodiøse og er farvet af alle mulige musikalske inspirationskilder – fra blues til Beatles. Som garvet lytter kan man ikke undgå at høre allusioner til guitaristens forbilleder og forgængere. Bluesens store mestere, Eric Clapton osv. Men først og fremmest gør det indtryk, at de mange facetter i musikken, smukt falder sammen som brikkerne i et stort lækkert puslespil af tilbagelænet, velgørende musiceren.

Det samlede indtryk som pladen afsætter i mit sind er, at der er tale om en moden plade. En plade, der er lavet af en musiker med erfaring i baggagen og vilje til at gå sine egne veje. En plade, der måske i første omgang især sigter til et voksent publikum (uden at det skal forståes i snævert alderbegrænsende forstand…). Det er også en plade, der godt nok på papiret, er et soloprojekt, men i sit udtryk fremstår som et kollektivt udspil af tæt, swingende sammenspillethed og spilleglæde. Det er nok ikke en plade, der vil blive råspillet på de kommercielle radiostationer prærprogrammerede playlister, selv om de burde blive det. Men det er en plade, som musikelskere vil finde det naturligt at have på pladehylden. Hermed anbefalet.