Vi har hørt om trash metal-genren. En undergenre af heavy metal anført af Metallica. Den kendetegnes ved et højt tempo og en aggressiv attitude, såvel musikalsk som tekstligt.

Nu har vi så også fået en trash jazz-genre. Det er i hvert fald sådan det debuterende band Interfoam - Mikkel Grevsen (trompet), Mads Egetoft (tenor sax, rap), Kristoffer Tophøj (trommer) og Rune Jakobsen (bas, tuba) – har valgt at kategorisere deres musik. Og det giver god mening, for så vidt som der spilles både tempofyldt og med en aggressiv kant. Men nu ville kategorien jo være aldeles uinteressant, hvis ikke musikken var interessant. Og det er den. Ikke mindst for denne lytter, der ikke dagligt forkæler sine ører med jazzmusik.

Breeding byder på en god snes numre, der gennemkomponerede og krævende for de involverede musikere. Komplekse rytmestrukturer bærer særdeles kringlede blæserforløb frem. Alligevel er der noget improvisatorisk over stykkerne, og musikken udfordrer ens forestillinger om, hvordan eksperimenterende jazz kan lyde. I hvert fald mine forventninger og forestillinger.

Om Interfoam flytter de jazzmusikalske hegnspæle, kan man nok bruge mange spaltemeter på at debattere, men i mine ører er der ingen tvivl om, at den unge danske band, der er vindere af Ung Jazz 2011 får afprøvet den i forvejen grænsesøgende, eksperimenternede jazz’ grænseområder. Breeding indeholder den slags musik, man som garvet musiklytter har godt af at lytte til, fordi den piller ved ens forestillinger om, hvordan musik skal lyde. Hermed anbefalet. Slå lyttelappene ud og lyt med her.