Kunne man forestille sig, at der blev lavet en officiel kanon for danske pop- og rockindspilninger gennem tiderne? På linje med litterære kanoner? Og som udtryk for, at man havde en kulturpolitik, der sikrede, at de udvalgte indspilningern (plader) skulle være tilgængelige for borgerne – og blev genoptryk med jævne mellemrum?
Det er ofte nok blevet påpeget, at pladeselskaberne ikke er tynget af bekymringer over kulturarven. Det afslører udvalget af genoptryk og bokssæt med stor tydelighed. Pop- og rockmusikken er i forvejen blevet kulturelt anerkendt, så der mangler blot sådan en blåstempling. Men det forudsætter selvfølgelig, at man har en kulturpolitik på området…
I USA har man noget, der ligner den form for kulturbevaring lidt. Nemlig the National Recording Registry under Library of Congress. Her registreres bevaringsværdige optagelser for eftertiden.
Siden indførelsen af the National Recording Preservation Act of 2000 har Library of Congres hvert år udvalgt 25 indspilninger, der er ‘kulturlet, historisk og æstetisk betydningsfulde’. Indtil videre er det blevet til 375 optagelser.
Blandt de senest optagne er Simon & Garfunkets album Sounds of Silence, Pink Floyds The Dark Side of the Moon, soundtracket Saturday Night Fever, Cheap Thrills med Janis Joplin og Big Brother and the holding Company og Ramones Ramones. Hele listen for 2012 kan studeres her. En alfabetisk oversigt over alle registreringerne finder man her.
Gowings: Er det ikke sÃ¥dan det er med den slags kanoniske lister? Man tænker altid pÃ¥ dem, der ikke er kommet med? Hvorfor fik Henirich Böll eller Graham Green ikke Nobelprisen i litteratur? Fx. Nu er registeret jo ogsÃ¥ relativt nyt, sÃ¥ mon ikke David Bowie kommer med? Men det kunne være sjovt, hvis en eller anden kulturminister tog sig sammen og lavede noget lignende…
Den fulde liste ser meget velovervejet ud – men i disse dage kan det undre at David Bowie overhovedet ikke figurerer. Specielt ud fra kriterierne “kulturelt, historisk og æstetisk betydningsfulde”.