Den 5. februar blev Lars Hedegaard, medstifter af Trykkefrihedsselskabet og kendt Islamkritiker, udsat for et attentat. En mandsperson iført postjakke forsøgte angiveligt at skyde Hedegaard. Attentatet lykkedes heldigvis ikke. 

Igår anvender Lars Hedegaards allierede, pastor og tidl. folketingsmedlem for Dansk Folkeparti, Søren Krarup, attentatet i et infamt angreb på journalisten Martin Krasnik, der forleden interviewede Lars Hedegaard i DR2 i Deadline (17.marts). Krarup beskriver i Berlingske Tidende interviewet som ‘et ny mordforsøg’ på Hedegaard. 

Krarups retoriske greb (og angreb) gennemføres konsekvent. Først beskrives Krasnik som en journalist, der ‘har forekommet os(!) at være en lødig og saglig journalist’, som Krarup selv ‘har læst og hørt’ med udbytte. Men Krarups forventninger om et lødigt interview, hvor Hedegaard omsider får lov til fremføre sine synspunkter på DR, bliver skuffet: “Lars Hedegaard var ikke bænket sammen med en vidende og videbegærlig journalist, men var til forhør hos en afhøringsofficer, hvis ambition var at afsløre og mistænkeliggøre den afhørte.”

Afhøring og attentat. Krarup maler et billede af noget, der foregår totalitære stater, hvor anderledestænkende udsættes for forhør, hvor de ikke alene mistænkeliggøres, men på forhånd er dømt og blot forventes at indrømme deres vildfarelser. Og hvor anderledestænkende skydes en kugle for panden, hvis de ikke angrer og falder til patten. 

Heller ikke dette andet ‘mordforsøg’ mislykkes, for Hedegaard kan rejse sig fra den varme stol og tage tilbage til sit skjulested. Men et offer er der dog: Martin Krasnik har mistet noget af sit renommé som en lødig og faglig kompetent journaslist. I hvert fald hos hr. Krarup.

Men hvori består så Krasniks forbrydelse? Krarup gentager, at Krasniks ‘mistænkeliggør’ eller forsøger at ‘mistænkeliggøre’ Hedegaard i sit interview. Og det er måske ikke helt forkert, selv om Krasniks metode er væsentligt anderledes end Krarups opfattelse af den. Som jeg ser det, så gør Krasnik kun, hvad man må og skal forvente af en kritisk journalist. Noget man alt for sjældent oplever nu om stunder. Han agerer for det første som djævelens advokat, dvs. udspørger Hedegaard ud fra modstanderens position. Dernæst bruger Krasnik – og det er en fin finte – de samme metoder som Hedegaard selv bruger. Fx at ‘gå til kilderne’. Hedegaard bruger fx Koranen i sine angreb på Islam. Krasnik bruger Hedegaards skrifter og udtalelser i medierne. Metoden viste sig at være såre effektiv, fx da Krasnik spurgte ind til de konkrete eksempler på den islamiske trussel i Danmark. Personer, institutioner og så videre. Hedegaard var trængt op i en krog og kunne ikke svare overbevisende. Og Krasnik forstod at holde fast i sine spørgsmål, der lod Hedegaard fremstå som en ideologisk Don Qiujote-figur, der havde det bedst med at tale i generelle vendinger (fx at han ikke har noget mod de konkret muslimer, men mod Islam…) og løfte sit sværd mod imaginære trusler. Hvad der kunne opfattes som mistænkeliggørelse var snarere en effekt af Hedegaards egen afmagt, når Krasnik gik ham på klingen. Når man ikke kan redegøre for sine dybeste politiske motiver og griber til banale forsvarsaktioner, når man bliver konfronteret med egne uheldige udsagn og tvivlsomme formuleringer, så ender man med at fremstå som mistænkelig og miskrediteret. 

Efter min mening begik Krasnik ikke tilnærmelsesvis et mordforsøg. Der var snarere tale om, at Hedegaard blev bragt på karakterselvmordets rand. Krasniks journalistiske metode burde være et forbillede for andre af de store mediers journalister. Et skoleeksempel i, hvordan man interviewer en person, så seerne bliver klogere på denne person og vedkommendes holdninger.