‘Grå er mit mellemnavn, at være ubeslutsom er, hvad jeg er bedst til’ synger Marie Fjeldsted i titelsangen på sit tredje udspil, EP’en Sink or sail, der følger op på den roste debutplade The Broken, The Beggar, The Thief. Og det grå og ubeslutsomme er vigtige karakteristika af en plade, der tematisk kredser meget om et i ordets strenge forstand eksklusivt følelsesliv, der tendentielt kunne ende i noget klaustrofobisk – men ikke gør det.

For eksklusiviteten, der kunne være endt i pinagtig indelukket feminint føleri, rummer modsætninger og sprækker mod verden udenfor. Tydeligst i den eksistentielt-politiske sang “Knife edge”, hvor det hedder: “Kid, I recommend stop breathing/ Pollution is here, the end is near/ We cry over life more than death/ We die over life more tha death/ Pollution is here, the end is near/ Kid, I recommend stop breathing”. Sangen er en nærmest spindelsvævsskrøblig popsang, der bæres igennem af Fjeldsteds sang og klaverspil. Sangen og klaveret er den gennemgående musikalske drivkraft på denne plade, suppleret af Mathias Holms Würlitzer og Rasmus Juels trompet.

Selv om der er små sprækker i teksternes emotionelle indelukkethed og reservation, så er det den tidstypiske – man fristes til at skrive: moderne – individualistiske indadskuen, der dominerer pladen og måske mest markant kommer til udtryk i “Too full a heart”, hvor det handler om at give op: “I’m gonna give up soon/Give in to this catastrophe“.  Måske er det også udtryk for en eksistentiel, ungdommelig umodenhed, der vil fortage sig med tiden?

Selv om Penny Polices plade har en umiskendelig indiepopfeeling over sig, så ligger den tekstligt og musikalsk et stykke fra mainstreampoppens univers. Det er singer-songwriter-musik, der står Højskolesangbogen nærmere end X-Factor-æstetikken.

Jeg kunne godt ønske mig, at Penny Police fremover ville sparke døren op til den virkelighed, vi lever i på godt og ondt. Men det ændrer ikke ved, at Marie Flelsted og hendes musikalske legekammerater har begået en plade, der fascinerer ved sin sarte, skrøbelige eksklusivitet. En slags eksistentialistisk pop kunne man kalde den. Velbekomme.