Her til formiddag har jeg lyttet til sangerinden og sangskriveren Veronica Mortensen nye plade Catching Waves. At pladen skulle ramme min afspiller her på sådan en råkold forårssøndag, hvor dagen står i de små gøremåls og afslapningens tegn er en tilfældighed. Men albummet passer perfekt til dagen, som den er i dag.

Musikalsk befinder vi os i grænselandet mellem jazz og skinbarlig pop. Veronica nævner selv et sted, at hun har fundet inspiration hos Sting, der i sin solokarriere netop har trukket i retning af jazzen i et samarbejde med veletablerede jazznavne. Og Veronica og hendes fine band – bestående af Mads Bærentzen (piano og andre keyboards), Kristor Brødsgaard (bas), Anton Eger (trommer) + Peter Asplund (trompet) – har også en tilgang til musikken, der passagevis kan minde om Stings. Ikke sådan at forstå, at musikken lyder som forbilledets, men attituden og glæden ved at lade den lette melodiske pop møde jazzens legende-improviserende omgng med melodiske temaer har de tilfælles.

Veronica har selv skrevet det meste af musikken – med undtagelse af Lars Jansson “Simple sense og being” og Peter Rosendahls “Beneath the sun” – og teksterne er blevet til i samarbejde med ægtemanden Niels HP. Som titlen på pladen antyder, så handler teksterne i høj grad om at være tilstede i nuet, at fange øjeblikket medens man bliver voksen og erfaringen tynger osv. Det er et modent voksent tekstunivers: “Just like a child at play/ deep within a world of dreams and clay/ has no worries ’bout the coming day/ never questioning the simple sense of being, just being, just being…” (“Simple sense of being”).

Tydeligst kommer teksternes holdning måske frem til “This might not be cool”, der handler om at stå ved, hvem man er og ikke løbe med strømmen. “This might not be cool, but say who really cares? / This might not be hip, but what do hipsters really dare?/ This might not be jazz the way you thing it should/ but hey, it works for me!“.

Som tekster er musikken også af en kaliber, der bestemt ikke lefler for den laveste x-factor eller forsøger at behage hvem som helst. Den står ved det, den er. Let, charmerende, ja forførende, jazz, som jazzpurister måske vil rynke på næsen af, men som er ægte i sit udgangspunkt. Båret frem af Veronica Mortensens dejlige stemme, der ubesværet fraserer teksterne, så de står helt klart for lytteren. Og på den solide rytmegruppe – Brødsgaard og Eger – svæver Bærentzens lyriske, improviserende klaverspil som en finmasket klangbund for Veronicas stemme. På et par numre suppleres klaveret af Asplunds trompet, der understreger pladens jazzfeeling.

Ubesværet er i det hele taget et oplagt tillægsord at hæfte på bandets musiceren på denne plade. Man kan godt høre, at de kender hinanden rigtig godt efter mange optrædener rundt om i Europa.