Det er kvindernes internationale kampdag. Hurra. Og endnu engang vil vi få at vide, at der er masser at kæmpe for endnu. Ligelønnen er stadigvæk langt fra virkelighed for alle. Der er stadigvæk noget at kæmpe for, når det gælder yngelpleje og barselsorlov. Men – hvorfor er vi ikke kommet videre? Min holdning er, at kvindekampen har glemt sit udgangspunkt i halvfjerdserne. Dengang blev kvinders kamp set som et meget vigtigt led i en generel kamp for et samfund med større lighed for alle og større retfærdighed. I dag foregår megen kvindekampsretoriske udfoldelser på det eksisterende samfunds præmisser. Man vil have flere kvinder i ledelser af virksomheder, universiteter osv.
Netop i disse kriseår bliver det tydeligere end meget længe, at vi lever i et klassesamfund, hvor en elite sidder på den økonomiske og politiske magt. Det er der også blevet skrevet bøger om. Og jeg tror ikke på, at vi nogensinde får ligeløn for kønnene, før vi får brudt denne magt og får skabt et samfund med langt større økonomisk lighed og mere reel demokrati. God kampdag til alle.
Om ulighedssamfundet – lyt fx med her.
Musikalsk kommentar til dagen: The Lady is a tramp
Du har sikkert ret, selvom jeg ikke ikke oplever nogen ulighed i hverdagen (hvilket der sikkert ogsÃ¥ kan skrives meget om). Ligestilling ved at kvinder biver ligesom mænd, synes jeg ikk er vejen frem. Tværtimod, en ligestilling hvor kvinder kan forblive kvinder og mænd forblive mænd, men have lige muligheder mÃ¥ være optimalt. Er kampen for ligestilling blevet en kamp om retten til istedet for muligheden for…
Jeg kan sikkert skydes alskens motiver i skoene for ovenstÃ¥ende, MEN: Tony Bennett og Lady Gaga redder dagen…Tak!
@Gowings: Jeg er ganske enig. Heller ikke jeg oplever kønsulighed i min hverdag. Og faktisk synes jeg kvinderne har nÃ¥et meget siden halvfjerdserne. Det bekymrer mig meget mere, at uligheden som sÃ¥dan vokser i vort lille land…