Det er Bo i The Jiggly Room, der bringer fænomenet Frank Zappa på bane. For mig er Zappa uløseligt forbundet til tresserne og de tidlige halvfjerdsere. Sammen med en håndfuld andre bands, fx MC5 og Velvet Underground, udgjorde han og Mothers of Invention en musikalsk og holdningsmæssig modbevægelse til de venlige toner, der strømmede ud af The Summer of Love. En slags modgift, om man vil. Den teknisk begavede musiker og arrangør gik som en slags partisan ind i rockmusikken for at tildele pop- og rockmusikken nogle gevaldige kæberystere. Og det samme gjaldt i øvrigt for det politiske establishment og den åbenbart altid dobbeltbundede amerikanske moral og ikke mindst: seksualmoral. Den slags politisk rock var ualmindelig i Amerika dengang. Når det stadigvæk kan være givende at lytte til Zappas første plader, så hænger det sammen med, at kritikken af det amerikanske samfund er så aktuel som aldrig før, men også – og især – fordi musikken stadigvæk holder. Det er, som Bo også er inde på, ikke musik, der stryger lytteren med hårene. Det er ikke kantløs popmusik. Man er ikke i tvivl om, at Zappa – som skolekammeraten og samarbejdspartneren Captain Beefheart – hele tiden prøver de musikalske konventionera og skabeloners grænser af. Man fristes til at sige – med en politisk term – at der er tale om “undergravende” musikalsk virksomhed. Måske ligefrem en form for dekonstruktiv arbejde. Nogle af de plader, jeg har haft størst fornøjelse af at lytte til, er debutpladen (dobbeltalbummet) Freak Out! (1966), Absolutely Free (1967), halvtredserpop-parodien Cruising with Ruben and the Jets (1968), We’re only in it for the Money, der tager fusen på hippierne (1968), Bongo Fury (1974), der er den sidste Zappa-plade med Mothers of Invention og Uncle Meat (1969). På min pladereol står der også Joe’s Garage fra 1979, men den har aldrig sagt mig så meget. I det hele taget tabte jeg nok interessen for Zappa efter halvfjerdsernes slutning.
Zappa har efterladt sig en imponerede diskografi, som interesserede kan kaste sig over. Her er en oversigt over nogle af pladerne.

Tilbageblik: Zappa på lokum.

Frank Zappa & Mothers of Invention “Mother People” (fra We’re only…), 1968: