Jeg skulle ikke ret mange sekunder ind i pladens første sang, “1000 violiner”, før jeg kom til at tænke på Steffen Brandt. Det var noget ved Jacob Eriksens sangforedrag, der satte den association på spring i bevidstheden. Og senere – da jeg havde fået læst mig gennem pressematerialet – viste det sig, at Steffen Brandt  – forståeligt nok – er en af dem, der taler varmt for Eriksens sangskrivning.  Med henvisning til netop “1000 violiner” peger Brandt på, at Eriksen kan noget af det, vi savner i danske sangskrivning nu om stunder: “Der var 1000 violiner, der var verden versus os og tårerne blev tørret af i ærmet, hvis de da ikke blev grædt i trods. Vi druknede i ønskebrøndens dyb, så kun en ille krusning blev tilbage og langsomt sank vi ned og gik på grund, det er derfor at jeg halter lidt i dag”. Det, ‘vi savner’, men som vi fx også finder i Brandts bedste sange, kunne være en konkret forankring i hverdagslivet og hverdagssproget, der artikuleres ligefremt, men samtidig vrides ganske lidt og nænsomt, så billeder, klicheer og vendinger midt i al deres genkendelighed får ny næring og ilt”.

Jacob Eriksen har en fortid i det alt for oversete halvfemserband Shirtville og har siden dette fortrinlige band gik i opløsning udsendt en enkelt plade i eget navn, Populær mekanik (2009), som fik rigtig flotte anmeldelser. Og nu udsender han så sammen med Niels Chr. Simmelsgaard, albummet Antarctica. Baggrunden for pladen er alvorlig. Eriksen blev for nogle år siden ramt af en blodprop i hjernen og sendt derud, hvor tankerne om livet og døden blev mere presserende, end det måske ellers gør, når hverdagens hamsterhjul kører. Det blev til en del tekster, der først fik deres musikalske forløsning, da Eriksen fandt sammen med Simmelsgaard

Heldigvis er det ikke blevet en tematisk plade eller en simpel conceptplade om liv-død. Den alvorlige situation som patient er snarere blevet et afsæt for en række sange, der godt nok kredser om alvorens tematik, men i deres konkrethed nøjes med allusionens styrke. Som fx i titelsangen “Antarctica”, hvor sydpolen, Antarctica, der bliver et billede på det nulpunkt, som sangskriveren skal bruge som vendepunkt for sin koldstart tilbage til det almindelige liv. Inspirationen fandt Eriksen i en hvid hospitalsvæg, der fik tankerne ledt hen på sydpolen store hvidhed, hvor Scott og Amundsen vandt deres berømmelse.

Og sådan er det med de 11 sange på denne plade. Det udspringer af det konkrete, ofte ganske banale iagttagelser eller oplevelser (fx et rygestop, et par nye sorte sko eller et maleri af Manet), og bliver løftet til forundring og eftertanke om det liv, vi sådan lever.

Musikken har Eriksen lavet i samarbejde med Simmelsgaard. Og der er tale om melodiøs pop, der bæres frem af især simmelsgaards elektiske guitar. Men der er også – fx i en sang som “Nat i skydeteltet” – elementer af electronica. Og de to herrer får god hjælp fra Tove Sørensen (kor, keboard), Kent Olsen (trommer og slagtøj), Ask Kjærgaard (pedal steel guitar), Frederik Larsen (trommer, slagtøj), Joakim Øster (bas) og Turid Nørlund Christensen (kor).

Antarctica er en af den slags plader, man ikke sådan lige bliver færdig med. Den kræver mange gennemlytninger, før man kommer ind under huden på teksterne. Heldigvis er det aftrykt på eksemplarisk vis i cd’en lille booklet. Sangene er pop, og mange af dem kunne sagtens gøre sig på diverse radiokanalers præ-programmerede playlister, men som tilfældet er med TV2 og Steffen Brandt, så er der tale om voksen pop. Pop, der vil mere end bar at underholde. Pop med holdning. Pop, der som god litteratur, giver en noget med i bagagen. Noget at tænke og reflektere over. Hermed varmt anbefalet.