Mennesker mødes og sød musik opstår i hjertet, lærte vi af digteren Jens-August Schade. Og sådan er det i bogstavelig forstand med trioen Frank “Megabody” Damgaard, Palle Hjort og Marianne Lewandowski. Megabody, der er noget nær en institution i dansk populærmusik – som konferencier ved Danmarks angiveligt smukkeste festival i Skanderborg, som solokunstner og medlem af diverse grupper med meget mere – fandt i musikeren Palle Hjort en soulmate, der kunne forløse mange af de sange, Megabody havde liggende i skrivebordsskuffen. Og de to herrer mødte den konservatorieuddannede perkussionist og sangerinde Marianne Lewandowski på Rødding Højskole og fandt i hende et feminint-musikalsk supplement til den maskuline duo, der allerede havde optrådt rundt omkring, lavet videoer og fået interesse fra pladeselskabet Eastwing.

Under den drilske albumtitel What You See Is Not What Yo Get, finder man 12 sange, der netop ikke helt er, hvad de umiddelbart udgiver sig for. Ved de første par gennemlytningerne hører man en række lette popsange, der er båret frem af Frank Damgaards mørke, voksne mandlige røst, Marianne Lewandowskis supplementære, feminine kor og Hjorts fine, legende keyboardklange. Pop, der både kan minde om den mest letbenede af slagsen, men fx også momentvis om Leonard Cohen, når han er i det mest imødekommende og poppede hjørne.

Men skinnet bedrager lidt, for dykker man ned i Megabodys tekstunivers, så møder man et voksent, sammensat menneskes livserfaring, melankoli, dæmoni. Teksterne fremføres forbilledligt af Frank Damgaard, så man sagtens kan opfatte dem (selv om det ville have været en god lytterservice, hvis de havde været optrykt på/i cd-coveret!). Og Mariannes lyse stemmer støtter fremførelsen og kaster et formildende skær over de til tider smertefulde sange. Og under det hele ligger Palle Hjorts lethjertede, boblende tangentspil, der som brus i en champagne løfter det fulde udtryk op over den afgrund af melankoli og elendighed, der tendentielt kunne have kastet pladen ned i et mørk dyb.

Samlet set er det en fin plade, der overbeviser en lytter som mig om, at pop ikke behøver at være holdningsløs, og at der er både plads til og behov for voksen, lytteværdig pop med gode melodier og rigtige tekster med levet liv i. Hermed anbefalet.

NB! Jeg har lige erfaret, at det kun er i mit anmeldereksemplar, teksterne mangler. I den rigtige udgave er det med. Thumbs up for Eastwing og bandet.