Det er ikke ligefrem opmuntrende eller befordrende for dagens forløb, at man vågner op til nyheden om et ungt familiemedlems alt for tidlige bortgang. Men sådan gik det denne dag i februar 2013…
Heldigvis har vi musikken, der kan lindre og indgyde en livsmod og -appetit – og få hverdagens små hjul til at snurre lidt lettere. I dag får LA-indiebandet Rilo Kiley æren at kaste lidt lys og glæde over elendigheden. Bandet er aktuel med et nyt opsamlingsalbum – RKives – der består af demoer, B-sider og andet, som vi kan lytte til, medens vi venter på deres næste rigtige album, der skulle være i ovnen.
Bandet blev dannet i 1998 af Jenny Lewis, Blake Sennett, Pierre de Reeder og Jason Boesel. Og de debuterede i 2001 med albummet Take-Offs and Landings på det lille indiemærke Barsuk Records.
Rilo Kiley blev ikke et kæmpenavn, inden de gik mere eller mindre i opløsning 2011, men de formåede dog at få en solid fanbase, der bl.a. talte Elvis Costello, og blev kritikerdarlings. Og det har uden tvivl været befordrende for bandets promovering, at de har haft den underskønne sangerinde Jenny Lewis i forgrunden. Hun har medvirket i mange andre sammenhæng, og det har trukket opmærksomheden i retning af dette fine band, der udmærker sig med særdeles gode poprocksange, med tekster, der ligger nogle alen over gennemsnittet.
Lyt til singleudspillet fra den nye kompilation – “Let me back in“. Det er charmerende, indtagende poprock af den slags, der gør en forskel på en gråvejrsdag.
Og her er endnu en sang – fra bandets fjerde album More Adventurous (2004) – “Portions for foxes”: