Wall of books hedder Mika Vandborgs tredje album, der udkommer i dag. Og den væg af bøger, der sigtes til, er faderens. Mikas fader døde i 2010 og den nye plade er et kunstnerisk forsøg på at kommer overens med tabet.

Faderen var ikke kun en læsehest. For reolerne i hjemmet var også fulde af grammofonplader med tressernes og halvfjerdsenes store blues- og rocknavne. Her stod Neil Young side om side med Bob Dylan, Eric Clapton , B. B. King, J. J. Cale, The Band, The Rolling Stones m.fl. Og man forstår, at den unge Mika har fået musikken ind med faderens grammofon, der snurrede lystigt og hele tiden…

Det er også lyden af faderens musikalske univers, der møder en på pladen. Mikan spiller guitar, der afsætter mange associationer i retning af de store guitaresser fra faderens ungdom. Som fx i den indledende titelsang, hvor Mikas guitarspil sender tankerne hen på Clapton i det mest melankolske og indadvendte hjørne. Det er en sang, der handler om at fastholde det tabte i erindringen. Her i erindringen om faderen, der sidder i sin læse-lænestol ved bogreolen og sover.

Clapton-associationerne dukker også op i nummeret “Ocean Boulevard”, der med sin titel direkte alluderer til Claptonalbummet 461 Ocean Boulevard, hvor guitarguden Eric trådte ned fra piedestalen, lænede sig tilbage og lod sig inspirere af bl.a. reggaen. Det er dog ikke reggae, man hører hos Vandborg, men det tilbagelænede og meditative har de to navne til fælles.

Mika synger sine egne sange med en stemme, der til tider er porøs og følsomt transparent, men også – som i den optimistiske sang “Doing Fine” – kan demonstrere styrke og livskraft. Vi skal jo alle videre. Og det går nok alt sammen alligevel…

Selv om Wall of books er en plade, der vedgår arv og gæld til ikke mindst halvfjerdsernes guitarbårne rockmusik, så er det også en moderne plade. Mika og hans mange musikalske venner – bl.a. i backingbandet Boat Man Love (Lars Skærbæk, gt. og sang, Søren Koch, gt., Johan Lei Gellett trommer og Troels Skærbæk bas) – forstår at omsætte inspirationen af gamle dage til et homogent lydbillede, der både indfanger det bedste fra de gamle – fx tætheden i The Bands lyd – og udstråler en aktuel optimisme, livsappetit, melankoli og smerte.

Wall of Books er noget så gammeldags som et konceptalbum, der kredser om den tabte fortid, der skal generobres i erindringen, og den kommende tid, der vokser ud af erfaring og erindring. Dobbeltheden illustreres fx i den fiktive sang om soldaten “Rober F. Fox 1944”, hvor en gammel militærjakke inspirerer Vandborg til en fiktiv historie om en skæbne, der var.

Ud over Boat Man Love medvirker en lang række venner på pladen, fx Julie Michelsen (tidliger anmeldt her i bloggen) på sang. og de medvirkende sætter deres diskrete præg på pladen fortættede lyd. Fx og ikke mindst i kærlighedssangen “Forever and a day”, hvor Vandborg træder lidt tilbage og lader strygere og andere komme mere frem. Men det er især Vandborgs guitar og sang, der sætter musikken i scene på denne plade.

Wall of Books er som nævnt en meget homogen plade, der i høj grad lever på sine stemninger. Melankolien dominerer, men der er også plads til vital sparken i løgsovsen, som fx i den fine rocker og hyldest til afdøde Henrik Hall “Hat full of music”, hvor rocken får en på hatten og livet et kærlig spark bagi med venlige hilsner til både Hall og Rolling Stones, som Hall var en stor fan af.

Jeg kan kun anbefale Vandborgs plade, der på bedste vis leverer et bevis for, at albummet som koncept slet ikke er uddødt, selv om blaserte anmeldere til tider erklærer det. Konceptalbummet lever på bedste måde videre her på denne velproducerede (Vandborg selv…) plade, der tematisk, stemningsmæssig og i sounden hænger fornemt sammen og udgør en fin underlægning til fx en gråvejrsdag som den, vi har i dag. Hermed varmt anbefalet.