“Kulturministeriet fejrede H.C. Andersen for 65 millioner – Søren Kierkegaard må nøjes med 1,75” skriver dagbladet Information i en artikelrubrik. Rubrikken – og artiklen om den mindrebemidlede filosofjubilar – fik mig til at standse lidt op og reflektere lidt over pengenes betydning i samtiden. Er du i tvivl om pengenes – eller økonomiens – betydning for samfundslivet anno 2013, så bladr lige dagens avis igennem eller følg med i de digitale nyhedsstrømme. Der er langt mellem nyheder, hvor pengene ikke på en eller anden måde er en vigtig forudsætning. Og denne konstatering fik mig til at spørge mig selv, om det er så vigtigt at fejringen af Søren Kierkegaard når samme svimlende økonomiske højder som eventyrforfatter H. C. Andersen?

Kan I huske fejringen af H. C. Andersen i 2005? Det, der står klarest for mig, var netop balladen om, hvordan pengene blev brugt. Fx historien om, at sangerinden Tina Turner fik et millionbeløb for at synge et par sange. Altså næsten det samme beløb, som det samlede budget for Kierkegaard-jubilæet løber op i! Sagt på en anden måde: Fejringen af Andersen var lidt af en skandale.

Selv om Kierkegaard er internationalt kendt og regnes for den største danske filosof osv., så er han – til forskel fra H. C. Andersen – ikke en folkelig skikkelse. Hvor de fleste danskere har stiftet bekendtskab med Andersens eventyr og historier – om ikke andet så i Disney-koncernens udvanding – så er det nok de færreste danskere, der rent faktisk har gnavet sig igennem Enten-Eller eller Kjærlighedens Gerninger.

Og Kierkegaards biografi har langt fra samme eventyrlige karakter som Andersens. Kierkegaards liv var – stillestående. Han rejste ikke ret meget – men gik mestendels rundt i København, når han endelig skulle bevæge sig – og oplevede ikke den samme sociale mobilitet som Andersen.

Men – hvad er det egentlig vi skal fejre, når Kierkegaard i år fylder 200 år? Jo, det vi skal fejre er den skriftlige efterbyrd, han frembragte ved sin skrivepult (som kan ses på Københavns bymuseeum…). Det er Kierkegaards skrifter, der for tiden er under udgivelse i 55 tykke bind under titlen Kierkegaards Skrifter, det handler om. Det er her, man møder Kierkegaards tænkning om filosofiske og teologiske problemer m.v. Det er ikke personen Søren, vi primært skal fejre, men den skriftmasse og det tankegods, han efterlod til os – for at vi skulle læse med og bliver klogere.

Min påstand er, at det nok skulle være muligt på et beskedent økonomisk budget at fejre Kierkegaards skrifter med manér. Gennem forelæsninger, foredrag, radio- og tv-udsendelser. Med det formål at ære manden ved at få flere til at læse noget af hans værk. Faktisk mener jeg, at man skulle have gjort det samme med H. C. Andersen. Uanset for kulørt og ‘filmisk’ hans levned var, så er det gennem værkerne de to forfattere lever videre, så vidt det overhovedet er muligt.