Foranlediget af en spøgeful kommentar i The Jiggly Room kom jeg til at tænke på mine natlige drømme eller mangel på samme. Som gammel psykoanalyse-student har det irriteret mig gevaldigt, at jeg ikke drømte. Eller rettere: ikke kunne huske mine drømme, hvilket måske skyldes en effektiv fortrængning… I hvert fald har det som oftest været sådan, at det eneste jeg kunne huske – og det er dog noget – var en kropslig uro, ængstelse eller lignende eller det modsatte: en kropslig ro, velbehag. Et enkelt drømmefragment kan jeg dog til stadig huske, selv om drømme jo er noget, man glemmer, hvis man ikke skriver det ned. Jeg bliver forfulgt af et hundelignende væsen. Et terrieragtigt, firbenet væsen med hale. Hovedet er forstørret, nærmest rektangulært med et skræmmende, blottet tandsæt, bestående af store, trekantede, hvide tænker. Dyret jagter mig, og pludselig vågner jeg med et spjæt og falder til ro. Den store kastrator? Det er længe siden, dyret har besøgt mine drømme.