I dag er det nøjagtig 50 år siden Jørgen de Mylius startede som 16-årig radiovært for “Efter skoletid” i Danmarks Radio. Hvordan det gik til er en – set med nytidens øjne – ganske utrolig historie, som Jørgen selv fortæller detaljeret om i sin erindringsbog Tak for al musikken, der udkom sidste år, og som udgør en del af min natlektyre i disse dage.
Uden Jørgen de Mylius’ utrættelig indsat for popmusikken, ville jeg ikke sidde og skrive dagligt om musik her i bloggen. Det er helt sikkert. Mylius var uden tvivl min første og vigtigste popformidler. Og det er jeg ham da uendelig taknemmelig for.
Jeg har da også med stor fornøjelse læst det meste af mandens selvbiografi. Og det har været fornøjeligt. Men – for der skal en lille dråbe malurt i jubilæumsbægeret, der er et lille men, selv om det måske er politisk ukorrekt at pointere det på selve hyldestdagen – det er lidt beskæmmende for mig at læse om Mylius’ opposition til de radiomedarbejdere, bl.a. Palle Aarslev, Hans Otto Bisgaard osv., der sidst i tresserne og første i halvfjerdserne tog over og tog sig af beatmusikken, bl.a. i programmet “Beat-rapport”. Mylius havde det – for at formulere det diplomatisk – svært med efterfølgernes fokusering på beatens progressive dimension, både den musikalske og den politiske. Og selv om Aarslev, Bisgaard m.fl. med sikkerhed – for det var almindeligt dengang, hvilket Mylius også dokumenterer grundigt – så lidt skævt til pophovedet Mylius, så krakelerer mit billede af en rummelig, altfortærende musikelsker. Eller rettere: her bekræftes min fordom om, at Mylius netop først og fremmest har været en ret holdningsløs formidler af harmløs pop.
Ikke desto mindre: Til lykke med dagen – og tak for al musikken.
@Hugin: Hans Otte Bisgaard, Jan Ewens, Palle Aarslev, Ole Reitov osv. osv. Uden dem og diverse fine grammofonpladepushere her og hisset, så var vi nok ikke kommet meget ud over hitlistestrømmen.
@Capac: Ja jeg selv, kan I højeste grad takke Hans Otto Bisgaard for, at mine øre blev åbnet for andet end hitlistemusik, og det faktum at Bristol Musik på Strøget var fremme I skoen med med ny musik, det var det rene slaraffenland at komme der.
Havde man hørt noget spændende hos Hans Otto, kunne man som regel være sikker på at finde det hos Bristol, ellers så skaffede de det, eller de kom selv med bud på noget man skulle prøve at høre, et godt sted, her var altid hjælp at hente, hvis man var på udkik efter noget nyt.
Herfra i alle tilfælde en stor tak til Hans Otto med flere, som fik mine øre åbnet for andet, og mere end det Mylle præsenterede.
@Hugin: Det, der irriterer mig mest ved Mylius’ erindringer, er, at han overhovedet ikke giver sine unge efterfølgeren – Hans Otto Bisgaard, Palle Aarslev osv. – kredit eller anerkendelse for det stykke formidlingarbejde, de leverede. Han fokuserer kun pÃ¥, at de ‘ringeagtede’ hitlistedyrkelsen, som han stod og stÃ¥r for.
@Capac: Det er jeg såmænd enig med dig I, men det er vel også lige der den halter, når det kun er vellyd, som du jo så rigtig påpeger, det rocker ikke ret meget, smører højest øregangene, og de får da rigeligt med smørelse i forvejen, som det er nu.
@Hugin: Jo, vellyd er godt nok, men en lidt snæver definition af musik. Musik er jo sÃ¥ meget andet ogsÃ¥. Det var bare det, jeg ville sige med min kritiske note…
@Capac: Uden selv at have læst Mylles selvbiografi skal man jo vare sig med hvad man siger, men din beskrivelse, falder sådan set meget godt I tråd med min egen opfattelse af Mylle.
Som jeg ser det, er der ikke nødvendigvis nogen modsætning mellem vellyd og indhold, nærmere det modsatte, de er hinandens forudsætning, hvis det overhovedet skal give mening.
Man kan jo altid diskuterer hvad vellyd er, men I mine øre er det ikke kun chokolade for øregangene, det kan også godt rive, flå og krasse,
Jeg syntes dog man skal se på det I måske at lidt andet perspektiv, nemlig den position Mylle har haft I kraft af sit arbejde i DR. og den mulighed det har givet for at påvirke holdninger, eller måske bevidst mangel på samme.
Måske kan man stille spørgsmålet om det nu også er gået hen over hovedet på ham, eller det bevidst er pakket ind I vellyd (chokolade), skindet har det som bekendt med at bedrage.
Jeg mener del rundhåndet ud, de råber jo ikke med munden fuld af chokolade, og det er altid pænt pakket ind I DR.
Tingene er ikke altid så uskyldige som de ser ud.
@Hugin: I sine erindringer fremhæver Mylius igen og igen vellyd som det afgørende for ham i musikken. At musikken ogsÃ¥ kunne have sociale, kunstneriske og politiske aspirationer, som halvfjerdserne viste, gik hen over hovedet pÃ¥ ham…
Jo lyttet til Mylle har jeg ogsÃ¥, ikke at forglemme Radio Luxembourg, men jeg skal ærligt tilstÃ¥, der var lige lovligt meget, â€Holdningsløse Tidende†over det efter min smag.
Har aldrig begrædt at Hans Otto Bisgaard kom til, men smag og behag er jo forskellig.
En ting må man dog give manden, ingen slinger i valsen, det er fortsat holdningsløst, men en indsats for musikken, har han i alle tilfælde gjort, tillykke med det.
@Gertrud: Det var jo svært at komme uden om alt det progressive i halvfjerdserne. Og med mine eklektiske briller, sÃ¥ burde der have været plads til den side ogsÃ¥ hos Mylle. Uden at han havde behøvet at blive revolutionær…. 🙂
…enig. Stort tillykke til Mylle – og barndommens “Efter Skoletid” og frem til anno nu…
Men med et efterskrift af Cliff Richard bekræftes blot det faktum, at Mylle altid har fokuseret pÃ¥ den rene pop…Havde blot Lars Ullrich bidraget 🙂
Mylle har været – og er – talmand for pop/rock i alle underholdningssammenhænge uden social, politisk og historisk omfavnelse. Og det er vel OK at undgÃ¥ og overleve livets skrammer (i æteren) i 50 Ã¥r!