Helene Blum – Men med åbne øjne

Author:

Det er ikke hver dag, man støder på et album med tekster af Viggo Stuckenberg, Sophus Claussen, H. C. Andersen, Jeppe Aakjær og tilsvarende lyriske sværvægtere. Men det sker på sangerinden Helene Blums nye album “Men med åbne øjne”.

Der er også tekster af yngre tekstmagere som Pia Tafdrup, Jan Toftlund, Michael Simpson og Blum selv. Og for at blive ved teksterne, for de er vigtige på denne plade, så er alvoren et gennemgående træk ved pladen. Den alvor, der vokser ud af det levede liv. Det understreges allerede af den indledende sang “Du som har levet” med Stuckenbergs tekst. “Aldrig skabtes en lykke helt/ og aldrig en skyggeløs morgen,/ livet er smukt og ligedelt/ imellem glæden og sorgen”. Jo, sorrig og glæde de vandrer tilhobe, for nu at citere en anden dansk digter. Livets dobbeltbundethed af alvor og alvorens modsætning glæden er en rød tematisk tråd på Helene Blums plade som sætter sig igennem helt ud i albumtitlens lille forbehold Men med åbne øjne…

Musikken er folkemusik eller folk, som man engang kaldte det. Det understreges ikke mindst af den folkeviseagtige traditionelle sang “Gådevisen”. Helenes smukke stemme, der er klar som isvand og forførende feminin, danser på et grundlag af forfinet, primært akustisk musiceren, der er udført af Helene Blums faste band, der bl.a. omfatter ægtemanden Harald Haugaard (violin og komposition). De 11 sange på pladen er popmelodiøse, og netop den folk-pop-iørefaldende musik er med til at binde de forskelligartede tekster sammen til en harmonisk helhed.

Men med åbne øjne er efter sigende Helen Blums fjerde album. Jeg har desværre ikke lyttet til de foregående, men det vil jeg gøre efterfølgende. For det er en dejlig, seriøs og livsbekræftende plade, Helene og Co. har begået, som fortjener at få mange lyttere. Hermed anbefalet.

Helene Blum. Men med åbne øjne. Produceret af Helene Blum og Harald Haugaard. Pile House Records. Udkommer i dag.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *