På min vej i automobilet kom jeg forbi Viby torv, og der midt i solskinnet så jeg på afstand to kvinder (eller mere korrekt: jeg tror, det var kvinder) iført sorte burkaer og lange klædedragter i afdæmpede, mørke farver.

Jeg associerede straks til Belphegore, som jeg for nylig skrev om i bloggen. Det er selvfølgelig en irrelevant association, der blot har noget med ligheden mellem det parisiske spøgelses hovedbeklædning og så disse burkaer at gøre.

Samtidig kværnede P1, hvor pastor Langballe fra Dansk Folkeparti og biskop Christian Nissen diskuterede et dilemma. Det drejede sig om en situation, der er opstået omkring de irakiske tolke, der er kommet til Danmark. Som bekendt fik tolkene og deres familier lov til at blive fløjet til Danmark, efter at en tolk, der havde arbejdet for de danske besættelsestropper, var blevet likvideret, og man kunne forudse, at tilsvarende repressalier ville overgå de andre tolke og deres nærmeste.
Nu hvor tolkene er i Danmark, har man fået et andet problem på halsen. Det viser sig, at en af tolkene er gift med to koner. Og det er efter dansk lov forbudt og kan give op til to års fængsel. Hvad skal man gøre? Tvinge tolken til at skille sig af med den ene kone? Dispensere for loven i dette tilfælde? Overtale tolken og hans familie til at flytte til et andet land, hvor bigami er tilladt? Man fristes til at kalde det en gordisk knude, selv om det kan være svært at se, hvordan den skal hugges over. I hvert fald kan man sige, at man her har med et problem at gøre, der involverer både kulturelle, religiøse, etiske, moralske og juridiske elementer.

Jeg skal nok afstå fra at pege på en løsning, men i hvert fald er det opståede problem en påmindelse om, at vi aldrig skulle være gået med Bush ind i den krig og dermed være med til at skabe et nyt flygtningeproblem. Men måske også en påmindelse om, at det vi kalder “integration” og “assimilation” ikke altid er mulig.
Hvad det ene har med det andet at gøre, vil jeg overlade til læseren at gøre sig klog på.