Musikeren Kim Menzer fylder 75 år i dag. Og mærkedage fik mig til at grave Bunin Red Ivanhoes debutdobbeltalbum frem fra gemmerne og sætte den på afspilleren. Pladen udkom i 1969, og jeg kan huske, at den allerede dengang opnåede nærmest klassikerstatus i løbet af ganske kort tid. Med deres særlige legering af dansksproget (!) rock og avant-garde-jazz blev Burning Red Ivanhoe et af de førende danske repræsentanter for progrocken (= progressiv rock, som man sagde dengang, om rock, der ville eksperimentere og ikke kun spille op til dans og lir…).
M144 var ikke alene Burnins første og eneste dobbeltalbum, men vist nok det første danske dobbeltalbum i det hele taget. Og som sådan noget af en mundfuld for selv garvede rock- og jazzlyttere. Og det pladen sådan set stadigvæk. Det er en af den slags plader, der oser af tressertidsånd og inviterer lytteren til at lukke 2013 ude og pakke ørerne inde i et par store hovedtelefoner. Det er musik, der både bærer sin tid med værdighed – lige som Alrune Rods debutplade eller Povl Dissings og Beefeaters “Nøgne øjne” – og åbner sig mod nutiden som en påmindelse om, at rockmusik kan (og bør!) mere end rocke ved kroppen og behage popøret. M144 var en af de plader, der var med til at udvide min forståelse for, hvad musik egentlig er…
CD-udgaven fås hos www.karma.dk – og som del af Dansk Rock Historie 1965-1978 (den gule boks…)