CEPOS, den såkaldte “liberale tænketank”, har fået en ny idé til bekæmpelse af den påståede store mangel på arbejdskraft. Ceposserne vil afskaffe de supplerende dagpenge, så folk ikke kan få suppleret et deltidsarbejde op til 37 timer med dagpenge. Med vor tids svar på kuglerammen har de fundet ud af, at besparelsen vil svare til beskæftigelse for 8000 personer og “en forbedring af de offentlige finanser på 1.7 milliarder kroner”.
Tilsyneladende kan ceposserne ikke tænke så langt, at de stiller sig selv følgende spørgsmål: Hvis der er så stor mangel på arbejdskraft, som de generaliserende siger, hvorfor er de mange deltidsstillinger så ikke for længst blevet konverteret til fuldtidsstillinger? Eller hvorfor har de deltidsbeskæftigede ikke fået anvist et fuldtidsarbejde? LO-sekretær Hans Børsting bøjer det i neon: “Det enkleste vil være at tilbyde fuldtidsjob til dem, der arbejder på nedsat tid og modtager dagpenge. Det er måden at gøre det på. Hvis de pågældende ikke tager imod fuldtidsjobbet, mister de retten til supplerende dagpenge”. Piece of cake.
Problemet med CEPOS’ idé er, at den bygger på den gamle fordom om, at folk på dagpenge ikke gider at arbejde. Fordommen stikker sit grimme fjæs op i et lille ord, der ofte bruges, når der skal insinueres dovenskab i dagpengedebatten: “incitament”. (“Det er en statsstøtte, der skal fjernes, så der er et incitament til at tage nogle af de mange fuldtidsstillinger, der er i dag i private virksomheder, siger Mads Lundby Hansen, cheføkonom i Cepos”)