Hvor er vi nu, spørger David Bowie på sin nye single. Og det efterlader vel spørgsmålet om, hvor vi kom fra. Hvor var vi – i 2003, hvor Bowies sidste ordinære album udkom. Den af ham selv og Tony Visconti producerede Reality. Meget forenklet sagt, så befinder vi os på Reality i den fase, der indtrådte efter Bowies kunstneriske højdepunkt i Berlin-trilogien – Heroes, Lodger og Scary Monsters. De tre plader blev efterfulgt af Let’s dance og Tonight, der samlet set indvarslede en musik, der var mere kommercielt fokuseret og mainstreamorienteret.

Reality er også et mainstreamsigtende album. Men samtidig er det et album, der med sin lyd har en klar forbindelse til ikke mindste Scary Monsters og Lodger. Man genkender den fine, isnende lag af guitarer og keyboards, der ligger som et tæppe om Bowies umiskendelige stemme. Men den kuldslåede, dystopiske metropolstemning på Berlin-trilogien er så godt som borte – og er erstattet af nærmest venligt optimistisk popstemning. Bowie og Visconti balancerer flot på æggen mellem det kunstnerisk-eksperimenterende og den skinbarlige pop – og som album betragtet lykkedes legeringen ganske godt, selv om pladen vist ikke solgte astronomiske tal…