Forleden indvilligede jeg i – for første gang i øvrigt – at se et afsnit af X-Factor. Jeg tænkte, at det kunne være godt at få afprøvet sine værste fordomme over for den slags programmer. Og så kunne jeg hygge mig lidt med Fruen samtidig… En af mine fordomme gik på, at den slags programmer mere handlede om performance end om et talent, der kan bære en sang- og/eller musikerkarriere. Og jeg må sige, at min fordom kun blev bekræftet. Uden at nedgøre de medvirkende, der kun gør, hvad man kan forvente, nemlig deres bedste, så var der ikke en præstation, der gav mig håb om en kommende stjernekarriere. Og fred med det. Der skal også være plads til den slags i musikkens store brogede verden.

Men medens jeg sad og kiggede tænkte jeg over, hvad der adskiller den mest kommercielle del af poppen fra tidligere tiders pop? Hvor er den gode melodi, som man synger med på og som kører non-stop i hovedet på en? Hvor er sangstemmen, der skiller sig ud? Og så videre…Noget af svaret finder man måske i ovenstående nye video med det sydkoreanske band Girls’ Generation. “I got at boy” hedder den (og jeg skal nok afholde mig fra at komme med kønspolitiske analyser af den sangtekst…). Men, når man lytter til sangen første gang, så er det ikke til at finde hverken hoved eller hale i den. Sagt på en anden måde: Det er ikke nødvendigt at høre sangen til ende endsige vente på at B-stykket/Omkvædet skal dukke op. Nummeret afspejler, at popmusikken nu om stunder produceres for at fungere i en virkelighed, hvor de unge poplyttere bevæger sig rundt i de såkaldte sociale medier hele tiden. I den zappende, klikkende sammenhæng er det realiter umuligt at fastholde lytterens opmærksomhed konstant. Derfor er det underordnet, om popstykket har en sammenhængende melodi. Man skal kunne hoppe ind og ud af nummeret. Fordi ens opmærksomhed hele tiden afledes…