Da jeg var ung og læste på universitetet i Aarhus var vi et par kammerater, der rådyrkede Crosby, Stills, Nash & Young. Men vi var lidt uenige om et af navnene, Stephen Stills. Især som solokunstner. Jeg forsvarede ham så godt jeg nu kunne. Mente, at han ikke bare var en fremragende sanger – og en overset guitarist – selv om nogle af solopladerne indrømmet ikke helt levede op til de forventninger, vi havde opbygget omkring firkløveret. Men selv om Stills ikke har udvist samme svimlende kreativitet som hr. Young (og hvem kan det?!), så har han lavet nogle plader, jeg ikke ville være foruden. Fx solodebutalbummet – det eponyme fra 1970 – som stadigvæk er på min liste over plader, der skal med til Robinson Crusoe-øen. Og så de to plader, han lavede med Manassas. De burde for længst være genudgivet i super-duper-deluxe-udgaver med alt, hvad remasteringen kan trække… Og så har jeg helt glemt hans fornemme indsats sammen med de tre gamle kolleger. Senest har de demonstreret, at årene ganske vist er gået hen over dem, men de kan stadigvæk, når de får en scene stillet til rådighed. Det sker på boksen Crosby, Stills & Nash 2012.

Jeg markerer fødselsdagen med at genbestille solodebutalbummet i en remastered version… Til lykke over there.