Rod Stewart-biografien var ikke den eneste bog, der lå under træet til mig i år. Også jubilæumbogen for The Rolling Stones “50 år” var der. Og tak for den til mine julegavegivere. Selv om bogen ikke lægger meget til det billede, jeg har af gruppen, så er det frydefuldt at kigge på de mange billeder og læse hist og pist. Jeg føler mig faktisk lidt privilegeret over at have levet i en tid, hvor man kunne følge gruppen fra dens tidlige start i tresserne og frem til i dag. Jeg vil ikke sige, at jeg elsker alt, hvad de har lavet. Jeg har mine favoritplader og perioder med rullestenene. Jeg holder umådelig meget af de første år. Og det er uden tvivl, fordi jeg oplevede deres plader dengang de udkom – og var et modspil til The Beatles, som jeg var erklæret fan af.

Læseriet i bogen har – selvfølgelig – fået mig til at lyttet lidt rundt omkring i kataloget. Og jeg faldt hen under lytningen til Jagger/Richard-kompositionen “The Last Time” fra 1965. Singlen blev nr. 1 på den britiske singleliste. Og det var tredje gang, det lykkedes for Stones, at indtage førstepladsen. Sangen var og er en af mine Stones-favoritter. Alene guitarspillet – det markante riff, der tilskrives Brian Jones og guitarsoloen som Keith står for – gør det til noget helt særligt. Det er en sang, der er med til at definere den tresserlyd, jeg forbinder med The Rolling Stones.

PS. Capac-webloggen har været nede noget af dagen på grund af problemer med serveren, hvor mit webhotel hører til. Sorry. Håber ikke det gentager sig foreløbigt…