Min godnatlæsning for tiden er Rod Stewart selvbiografi Rod The Autobiography. Selv om jeg ikke er så langt i den endnu, kan jeg roligt anbefale den. Rod fortæller ærligt og med megen humor om sin vej mod stjernerne. Piller nogle myter fra hinanden og bekræfter andre som sande. Til den sidste kategori hører myten om, at det var den på mange måder store sanger Long John Baldry, der opdagede Rod og gav ham chancen som sanger. Og at det skete på en banegård i London. Det lyser ud af beretningen, at Rod er Baldry bundløs taknemmelig. Som han skriver, så går der ikke en dag, hvor han ikke sender den nu afdøde sanger en venlig tanke (Baldry døde i 2005). Portrættet af Baldry er gennemført sympatisk. Han var, hvad man forstår ved en hædersmand.
Læsningen fik mig til her til formiddag at finde ovenfor afbillede, eponyme album fra 1980 frem fra min vinylsamling. Og overveje om ikke tiden er inde til at supplere cd-samlingen med lidt Long John Baldry….
Her er Baldrys uptempo-udgave af Doors-klassikeren "Love me two times". Og her er balladen "Walk me out in the morning dew". Og så sætter vi lige punktum med hans gennembrudssang "Let the Heartaches begin".
@Jerry Ritz: Tusind tak for supplerende oplysninger og anekdoter. Jeg vil fÃ¥ fat pÃ¥ It ain’t easy snarest muligt!
Dejligt at du sætter spotlight pÃ¥ Long John Baldry (LJB), som ikke alene var en rigtigt god sanger, men et meget generøst menneske. Allerede nogle fÃ¥ dage efter Baldry’s død i 2005 hyllede Rod Stewart sin gode ven – manden der gav han chancen – fra scenen, som det kan ses i denne video:
http://www.youtube.com/watch?v=M4CXHuf8Hz0
I 1965 oplevede jeg som opvarmning til Rolling Stones i London Palladium LJB’s nye band “The Steampacket”. LJB tog Rod Stewart med over i det nye band fra “The Hoochie Coochie Men”, foruden de to mandlige sangere fik de en tredje forsanger Julie Driscoll, det var lidt usædvanligt med et band der havde tre stærke vokalister i front. Musikerne i bandet var bl.a. folk som guitaristen Vic Briggs (senere i Eric Burdon & The Animals) og keyboardspilleren Brian Auger.
38 Ã¥r efter i november 2003 hentede jeg LJB til Danmark (han var bosat i Vancouver BC) hvor han gav koncert i Viften i Rødovre og medvirkede i Tv-programmet Mik Schacks’ Hjemmeservice. Vi holdt kontakte indtil Long John Baldry 18 mdr. efter Danmarks besøget døde af en alvorlig lunge-infektion. Rod Stewart besøgte ham pÃ¥ hospitalet kort før han døde og efter forlydender var det ogsÃ¥ Rod som betalte hospitals-regningen.
Jeg vil anbefale albummet “It Ain’t Easy” fra 1971, den ene side af vinyl lp’en er produceret af Rod og den anden af LJB’s gamle pianist Reginald Dwight, som var blevet kendt efter han havde taget navneforandring til Elton John. Albummets stærkeste sang er uden tvivl “Don’t Try to Lay No Boogie-Woogie on the King of Rock and Roll” et forrygende nummer der starter som en talkin blues.
PÃ¥ LJB’s anmodning punkede jeg gennem to Ã¥r Warner Bros. i London for at genudgive dette historiske album pÃ¥ cd. De lovede mange gange at de ville gøre det, men det skete desværre først efter LJB’s død i 2005, der kom 7 bonus numre pÃ¥ genudgivelse (heraf 3 alternative versioner af sange der var pÃ¥ original albummet samt 4 ikke tidl. udsendte numre fra de samme sessions) Cd’en kan købes for ca.
£5.95 + fragt på http://www.amazon.co.uk.
Long John Baldry (12/1-1941 – 21/7-2005) R.I.P.