I de forgangne måneder har jeg flere gange set forfilm til Ang Lees filmatisering af den canadiske forfatter Yann Martels Booker Prize-vindende og meget omtalte roman Life of Pi. Filmen sælges med nogle meget spektakulære klip fra den lange sekvens i filmen, hvor hovedpersonen Pi overlever i en redningsbåd sammen med en bengalsk tiger.

Selv om klippene ikke lyver, så giver de nok også et lidt fortegnet billede af, hvilken film, man i sidste ende får at se. For ganske vist er sekvensen med livet i redningsbåden både spektakulær, smuk, bevægende og meget andet, men filmen er mere end det forfilmen giver indtryk af. Men film skal jo også sælges…

Jeg har desværre ikke læst det litterære forlæg, men filmen er en på samme tid banal fortælling og en filosofisk sådan. Den er banal i den forstand, at den er en historie om en bestemt persons – Pis – liv fra barndommen og frem til voksenlivet med hustru og to børn, og filosofisk i den forstand, at fortællingen også kommer til at handle om forholdet mellem historiefortælling, sandhed og meget andet. Den sidste dimension lægges især ind i filmen i kraft af en rammefortælling.

En mandlig forfatter, der ikke kan få gang i sin egen roman, opsøger den voksne Pi for at høre hans historie. Ved filmens slutning får forfatteren at vide, at den historie han har fortalt nu er hans. Dermed kommer rammefortællingen til at handle om historiernes oprindelse.

Pi, der har fået sit navn efter et parisisk svømmebad, fortæller sin historie til forfatteren. Det er historien om en indisk dreng, der vokser op i Pondicherry, hvor forældrene driver en zoologisk have. Pi interesserer sig for åndelige spørgsmål og søger svar på livet store spørgsmål. Da Pi er 16 år fortæller faderen ham og broderen Ravi, at de skal flytte med til Canada. Familiens zoo kan ikke længere få økonomisk hjælp fra lokalsamfundet, og derfor beslutter faderen at sælge dyrene og starte et nyt liv med familien i Canada. Men sejlturen til endemålet går ikke efter planen. Skibet havarerer under en voldsom storm, hvor Pi redder sig ombord på et redningsbåd, sammen med tigeren Richard Parker (der har fået sit navn ved en fejl), en hyæne og en zebra.

Pis familie omkommer, og Pi kommer ud på en rejse, der handler om at overleve, om at erkende osv. Den lange sekvens i og omkring redningsbåden er uden tvivl filmens hovedstykke. Visuelt flot, bevægende, smukt og meget andet. Man tager sig selv i at sidde og tænke: Fantastisk, hvad man kan lave på film.

Men Pi og den begalske tiger redder sig i land ved Mexicos kyst, hvor deres veje skilles.

I epilogen, hvor forfatteren og Pi snakker om historien, kommer flere filosofiske elementer på bordet. Fx om historien – der er fantastisk – nu også er sand? Pi fortæller, at han på hospitalet bliver opsøgt at nogle repræsentanter for det redderi, der har mistet det sunkne skib. De vil høre Pis opfattelse af, hvorfor skibet gik ned? Men de tror ikke på Pis fantastiske historie. Derfor fortæller Pi dem en anden historie, der måske er mere troværdig, og som i hvert fald stiller de to japanere tilfreds, så de rejser hjem. Pi spørger forfatteren om, hvilken historie han synes er bedst. Og forfatteren vælger den oprindelige.

Er historien om Pis liv en skrøne? Den har i hvert fald elementer, der berettiger til spørgsmålet? De to personers snak om historien kommer til at handle om fiktion over for sandhed. Ikke bare om fiktionen er sand, men også om, hvorvidt fiktionen – hvor utrolig den end måtte være – indeholder en form for sandhed i sig selv.

Anskuet på denne måde, så er filmen Life of Pi en moderne fortælling i den forstand, at den rummer denne metadimension. Den er ikke blot en fantastisk historie, som man sagtens kan nyde i sig selv, men også en fortælling om det at fortælle og om fortællings betydning som sådan. Med mere.

Konventionen foreskriver, at man som anmelder skal lufte sine forbehold. Men jeg har ikke rigtig nogle forbehold over for Ang Lees filmatisering. Jeg synes, den fungerer fint både som fortælling lige ud ad landevejen – og som metafilm. Hermed anbefalet.