Så nåede vi til vejs ende med denne lille serie af jule-antidotisk musik. – I går var vi her på stedet på kanten til noget, der kunne ligne fimbulvinteren, men i løbet af natten tøede meget af sneen og isen bort og efterlod så meget, at vi godt kan tale om en hvid jul uden at overdrive…
I går aftes genså jeg filmen Love actually på DR1. Jeg har den dvd, men så den alligevel. Denne gang kunne jeg uden at anstrenge mig lytte til soundtracket, der bød på både Joni Mitchell, John Lennon, Beach Boys og meget andet godt.
En af de smertelige scener i filmen er den, hvor den forsmåede hustru Emma Thompson lytter til Joni Mitchell, som hun har fået i julegave af sin mand, der har givet en guldkæde til kontormusen, der begærer ham med hele sit selv… Both sides now er en sang, jeg aldrig rigtig bliver færdig med. Her i en udgave fra 2000.
Love Actually er en stor hyldest til kærligheden – ikke mindst kærligheden mellem mænd og kvinder (og et enkelt homoseksuelt forhold). På den måde kan man sige, at den passer meget godt til julens glade budskab i kristen aftapning. Selvfølgelig er filmen – alle dens kvaliteter ufortalt – banal, men den gled ubesværet ned med marcipanbrød og rødvin. Og så gav den mig mulighed for at slutte serien af med The Beach Boys og “God only knows“. En perle i Beach Boys-kataloget og i pophistorien i det hele taget. Glædelig jul.
Foto: still fra Love Actually
@Gowings: Jeg har ogsÃ¥ et blødt punkt for den film, selv om der er et sted i min hjerne, der siger, at den ‘er for meget’. Men det er mÃ¥ske i virkeligheden derfor, jeg godt kan lide den: den er for meget – af det gode… 🙂
(…Helt ærligt, jeg elsker den film…)
@Å‹owings: Ja, den scene og scenen med den unge mand, der elsker sin vens kone og fortæller hende det ved hoveddøren med skilte og ghettoblasterjulemusik, er med til at gøre filmen spiselig. Hjerte-smerte…
Den scene er s̴ knugende, s̴ man bliver helt forpustet. Og musikken er med til at understrege dette p̴ fineste vis. РOg s̴ er Emma Thompson en stor skuespillerinde.