For nylig viste DR den amerikanske komedie The Birdcage (1996) med Robbin Williams, Gene Hackmann og underskønne Diana Wiest i nogle af hovedrollerne. En ganske sjov film om de familiære problemer, der kan opstå, når et ungt, giftemodent par vil introducere de respektive forældre for hinanden – og det ene forældrepar er homoseksuelle og det andet tilsvarende bigotte, hvis man kan udtrykke det på den facon. Filmen er en et såkaldt remake af en fransk film La Cage aux Folles (1978), som var mindst lige så morsom, men selvfølgelig ikke rigtig kunne gøre sig i USA, fordi skuespillerne af gode grunde talte fransk. En af hovedrollerne i den franske film blev spillet af Michel Serrault, der nu meldes død i en alder af 79 år.
I omtalte film har Serrault den helt centrale, komiske rolle som den temperamentsfulde drag Zaza, der gør forviklinger endnu mere indviklede, end de er i forvejen. Og rollen blev et internationalt gennembrud for Serrault, og han fik en Cesar – den franske “Oscar” – for sin præstation. Han medvirkede i mere end 130 film, og filmbuffs vil sikkert huske ham for samarbejdet med Claude Chabrol.

Et erindringsglimt i forbindelse med Serraults død. I 2001 medvirkede Serrault i filmen Belphegore: The Phantom of the Louvre som politiinspektor Verlac, og han spillede over for den dejlige Sophie Marceau, der havde dobbeltrollen som Belphegore/Lisa. Filmen, som jeg ikke har set, er en filmatisering af en berømt tv-serie, Malédiction de Belphégore, som fransk tv lavede tilbage i tresserne (1965-67), og som blev sendt i DR TV også. I følge min egen erindring og almindelig omtale, så var det en serie, der “lagde gaderne øde”, som det hedder i journalistikken. Filmen handler om en ægyptisk ånd, der slipper løs i et museum (oprindeligt Louvre, i filmen vist British Museum i London) og tager besiddelse i den unge pige Lisas krop, hvorefter der sker ting og sager. Altså en ganske usandsynlig spøgelses- eller gyserhistorie. Helt som det skal være.
TV-mini-serien om Belphegore var et af mine tidligste møder med film-gyset. Og selv om jeg kun svagt husker handlingen, så husker jeg tydeligt stemningen og den mørktklædte, sortmaskerede Belphegore i skikkelse af den store, franske chanteuse og skuespillerinde Juliette Greco (bedre valg kunne man næsten ikke tænke sig), komme op af gulvet i museet for at sprede skræk og rædsel. Jeg tror ikke, at seriens spænding ødelagde min nattesøvn, men den satte gang i min og kammeraternes fantasi, og vi var 100% overbeviste om, at Belphegore havde slået sig ned i Byparken i Esbjerg og skræmte forbipasserende fra vid og sans.