Rod Stewart har gennemheglet den store amerikanske sangbog på flere plader. Og i det forgangne år udsendte Sir Paul McCartney en plade med musik fra sin fars tid, “Kissing at the Bottom”. Er denne orientering blandt rockens seniorer mod forfædrenes musik en tilfældighed, en trend eller bare udtryk for, at man med alderen bliver rummeligere (også musikalsk) og erkender og accepterer den påvirkning, man er blevet udsat for fra barnsben af? Kunne man forestille sig Mick Jagger springe ud som crooner? Eller Pete Townshend udsende en plade med covers af Django Reinhardt? Hvorfor ikke?!

I morgen udkommer The Bryan Ferry Orchestra med albummet The Jazz Age, hvor hvor Bryan Ferry i anledning af 40-året for sin karrieres begyndelse har indspillet en række af sine egne sange i nye arrangementer, der er dybt inspireret af den jazzmusik, der blev spillet i mellemkrigtiden. Det mest bemærkelsesværdige ved pladen er vel, at den er helt igennem instrumental. Det er jo i allerhøjeste grad som sanger, vi kender Bryan Ferry. Derimod er det måske mindre overraskende, at Ferry søger tilbage i tiden. Han har gjort det før, fx på As Times Goes By, hvor fokus var på 1930’ernes musik.

Alligevel synes jeg, det er modigt gjort af Ferry at satse et helt album på en musikstil, der havde kronede dage i 1920’erne. Men satsningen lykkes til fulde, og jeg kan kun håbe, at også hans Roxy Music-fans vil give pladen en chance. For det er jazz af høj kvalitet, og det klæder hans sange – lige fra “Do the Strand” over “Slave to Love” til “Virgina Plain” – at blive fremført med swingende tromboner, trumpeter, klarinetter osv. Det er lige før man tænker, at Ferry kunne have gjort sig som jazz-musiker – dengang.

Medens man lytter til pladen, er man slet ikke i tvivl om, at der er tale om et con amore-projekt for Ferry. Det er gennemført smagfuldt gjort. Orkesteret, der består af Colin Good (Piano), Robert Fowler (klarinet), Malcolm Earle–Smith (trombone), John Sutton (trommer), Martin Wheatley (guitar, steel guitar, banjo, ukulele), Alan Barnes (saxofone and klarinet), Enrico Tomasso (trumpet) og Richard White (saxofone) – fremfører sangene med stor musikalitet og fornemmelse for den tids stilart. Musikken lyder som den jazz, man kunne høre på de gamle 78’ere. Ikke som et moderne plagiat, men – faktisk – som den rene vare. Hermed varmt anbefalet – også til rock- og popelskere derude…

The Jazz Age

1. Do The Strand

2. Love Is The Drug

3. Don’t Stop The Dance

4. Just Like You

5. Avalon

6. The Bogus Man

7. Slave To Love

8. This Is Tomorrow

9. The Only Face

10. I Thought

11. Reason Or Rhyme

12. Virginia Plain

13. This Island Earth

The Bryan Ferry Orchestra – The Jazz Age – BMG – 2012. Udkommer 12. december