Måske er det for meget at tale om en tendens i filmens verden. Men i hvert fald er der gennem de senere år kommet en del film, der på den ene eller anden vis tematiserer voksne menneskers kærlighedsliv. Vi så det med Nancy Meyer’s Something’s Gotta Give, hvor Jack Nicholson og Diane Keaton var det modne par, der fik amorinerne til at danse i luften. Vi har siden set det i Jake Adlers It’s complicated, hvor et fraskilt par (Meryl Streep og Alec Baldwin) finder sammen igen ved deres fælles søns graduation party. Begge film er vældigt underholdende.

Senest er kommet David Frankels Hope Springs, hvor Meryl Streep spiller over for Tommy Lee Jones i en komedie, hvis tema er et seniorægtepars udslukte kærlighedsliv.

Efter 31 års ægteskab, hvor den seksuelle gnist for længst er udslukt, ønsker kvinden Kay (Streep) at få sit ægteskab tilbage, som det udtrykkes. Hun ønsker at ægtemanden Arnold (Jones) igen skal begære hende som da de var helt unge. Da det ikke lykkes at få Arnold til at vågne op ved at gå ind til ham om natten, arrangerer Kay en tur til Maine, hvor de to skal i intensiv parterapi hos Dr. Feld (Steve Carell). Arnold tager – meget modstræbende – med. Og sammen indleder de en både smertelig og morsom rejse, der skal føre dem tilbage i armene på hinanden. Og lad mig bare afsløre det: Projektet lykkes. Hvis man derved forstår, at de redder deres ægteskabelige samliv og genfinder gnisten. Der er altså – helt i Hollywood-traditionens ånd – en happy end. (Selv om man – som en anden Jeronymus – kunne indvende, at en skilsmisse også kunne være en form for happy end. Det afhænger af…).

Der er en fin scene i filmen, der fortæller en hel del om, hvor tabubelagt emnet er, og hvor pinagtigt, det er. Kay undvandrer på et tidspunkt fra en terapisession i frustration og søger hen på et værtshus ved havnen. Her betror hun sig til den kvindelige bartender. Og hun indrømmer over for den fremmede kvinde, at hun ikke får noget sex derhjemme hos Arnold. Hvorefter bartenderen resolut henvender sig til det øvrige stampublikum og beder dem, der ikke får sex, om at løfte hånden. Og det viser sig, at de fleste i lokalet har et problem på det område. Scenen er afvæbnende, fordi den i al sin enkelhed demonstrerer, at et sexløst liv ikke alene kan være et problem for et ældre ægtepar, men for rigtig mange mennesker. For vi lever jo i en tid, hvor fordommen vil, at alle har et rigt sexliv – hele tiden. Uanset om man har kolikbørn, hjemmeboende teenagere eller er komme i den alder, hvor ynglet er fløjet fra reden…

Meryl Streep og Tommy Lee Jones spiller fint og godt de to seniorer, der sammen må finde ud af, at ægteskabet skal revitaliseres, og at det ikke kun næres af det materielle. Det er fint nok med en ny varmepumpe eller et nyt køleskab, men hvis det knirker med kærligheden, så går det ikke i længden. Det er ikke verdens nemmeste roller, de har påtaget sig, men det lykkes med bravour.

Det eneste, jeg har at udsætte på filmen, er, at den er lidt langtrukken. Hele to timer, hvor en stor del af tiden foregår i dr. Felds konsultation, er lige i overkanten. Måske kunne filmen have vundet lidt ved at have været skåret ned med en halv time og ved at have fokuseret lidt mere på, hvad der sket lige efter de to turtelduer havde forladt terapien og var kommet hjem.

Men samlet set er det en anbefalelsesværdig film. En komedie for voksne mennesker. Selv om den altså henvender sig til seniorer, så tror jeg sagtens, at yngre par vil kunne få udbytte af at se den… Hermed anbefalet.