Mig bekendt er det ikke sket før, at en rock- og popanmelder har fået en litterær pris. Men det skete i går, hvor journalisten, forfatteren og musikeren Klaus Lynggaard modtog Otto Gelsted-prisen fra det Danske Akademi. Det er ikke en af de helt store litterære priser, men jeg tror ikke, man skal undervurdere den symbolske betydning af, at prisen denne gang ikke gik til en af de mange lovende forfatterspirer, men netop til Lynggaard, der har gjort pop- og rockmusikken til sit litterære specialeområde. Rocken og poppen er jo for længst blevet accepteret som fuldgyldige kulturfrembringelser på linje med litteratur, film, billedkunst osv. Men at en repræsentant for pressen skulle blive kanoniseret på denne måde, kan opfattes som en understregning af den accept, som pop og rock er blevet til del i samfundet – og som man dengang det hele startede ville have forsvoret ville ske.

Vennen og kollegaen, digteren Søren Ulrik Thomsen holdt en fin tale til prismodtageren. "Popøret som erindringskunstner", hvor der tegnes et fint og loyalt portræt af Lynggaard.

Tilbagespoling: Klaus Lynggaard som anmelder