I historiebøgerne tilskrives amerikaneren Thomas Alva Edison æren for have lavet det første apparat til afspilning af lyd. I 1857 kunne man for førte gang høre lyden af en stemme, der var blevet optaget af og gengivet via Edisons fonograf, der bestod af vokscylindre.

Men vi skal til Tyskland for at finde ophavsmanden til det apparat, vi kender under navnet grammofonen. Den 8. november 1887 – altså for 125 år siden – fik Emil Berliner patent på sit apparat til afspilning af lydoptagelser på runde skiver: grammofonen. Helt i tidens ånd fik apparatet et græsk navn, grammo-fon, der egentlig betyder ‘nedskrevet lyd’. Det skelsættende ved patentet var ikke selve lydgengivelsen, men at apparatet – i modsætning til Edisons maskine – egnede sig til massefremstilling.

Emil Berliner, der var søn af jødiske forretningsfolk , blev født i Hannover i 1851 og i 1870 drog han til USA for at slippe for at blive sendt i krig mod Frankrig. For at finansiere sin opfindelse, tjente han penge med mindre patenter til udvikling af telefonen, som på det tidspunkt kun var under udvikling.

Berliner forsøger sig med forskellige materialer til at nedfælde lydsporene i. Tin og andre metaller prøves af, men først i 1896 finder han på at bruge shellak sammen med bomuldsfibre og skifferpulver og får derved skabt et materiale, der kan forbedre lydkvaliteten. En ekstra fordel ved det nye medie – grammofonpladen – var, at det var muligt at skrive navnet på lydoptagelsen m.m. på den frie plads i midten.

Med masseproduktionens mulighed opstår muligheden for plagiering og kopisvindel også. Og netop som shellakpladerne begynder at blive en salgssucces oplever Berliner, at en tidligere forretningspartner ‘kopierer’ patentet. Men Berliner lader sig ikke sådan slå ud. Han satser på Canada og Storbritannien. Og i hjemlandet Tyskland opretter han pladeselskabet Deutsche Grammophon, der den dag i dag er et af de førende mærker for klassisk musik. Den legendariske italienske tenor Enrico Caruso bliver den første stjerne i den grynde grammofonpladeindustri.

Vi skal helt frem til 1950’erne, før shellakpladerne bliver erstattet af polyvinylkloridplader, bedre kendt som vinylplader. I mellemtiden er selve grammofonafspilleren blevet mere og mere udviklet og raffineret. Men Berliners princip var det samme.

Berliner fortsatte med at skabe nye patenter, bl.a. inden for flyveindustrien, men det er for sin grammofon, han især vil blive husket. Og den lever jo i bedste velgående, selv om vi har fået både mp3-filer, CD’er og streaming.

[Kilde: Die Zeit og div. internetartikler]