Da jeg gik i folkeskolen havde jeg en regnelærer, der ud over at undervise i matematik og regning forstod at opdrage sine elever til at blive tænkende væsner i et borgerligt demokrati. I historie havde vi lært om det parlamentariske system og der erfaret, at det var flertallet, der bestemte. Men min regnelærer gjorde gældende, at et rigtigt demokrati ikke kunne være et simpelt flertalsstyre. Et rigtigt demokrati skulle vise respekt og anerkendelse for mindretallet.
Jeg kom til at tænke på min gamle regnelærer, da jeg i går læste om boligforeningen i Egedalsvænge i Kokkedal, hvor et flertal i bestyrelsen havde afvist at købe det traditionelle juletræ i boligforeningen. Bestyrelsesflertallet består af muslimer, fremgik det af avisartiklerne. Og samme flertal havde tidligere bevilliget 60.000 kroner til afholdelse af den muslimske eid-fest. Så vidt jeg kunne læse ud af referaterne, så var der uenighed mellem bestyrelsesformanden Karin Leegaard Hansen og bestyrelsesmedlemmet og flertalsrepræsentanten Ismail Mestafi om begrundelsen for afslaget. I følge Mestafi var begrundelsen, at ingen ville tage sig af det praktiske. Ingen ville påtage sig opgaven at indkøbe træet. Det afvises dog af Karin Leegaard Hansen. Og efterfølgende – da en lokal virksomhedsejer havde tilbudt at indkøbe træet (og give støtte til eid-festen næste år) – afviste Mestafi tilbuddet, fordi det blev betragtet som et ‘diktat udefra’, og fordi beslutningen var af ‘principiel karakter’ og ikke handlede om penge.
Man må spørge, hvilket princip beslutningen skulle bekræfte? Hvis ikke netop princippet om, at flertallet bestemmer? Sagens udfald illustrerer ganske godt den demokratiske majoriserings problem. Når flertallet overhører minoriteten, så bliver det udtryk for ren magtinteresse og intolerance. På sin Facebookside skriver den radikale kulturminister Uffe Elbæk: “”Jeg har respekt for en beslutning truffet i en legitim, demokratisk valgt forsamling, også når den går imod det, jeg selv mener”.” Jeg mener, at Elbæk med sin respektfuldhed udøver en form for repressiv tolerance. I stedet burde han kritisere bestyrelsesflertallet for at være intolerant over for et kulturelt mindretal i boligforeningen. Ved at vise respekt for beslutningen risikerer han blot at bære ved til anti-islamismens bål, som andre politikere allerede har hældt mere benzin på. Beslutningen i Kokkedal er udtryk for en demokratisk magtfordrejning, og den bør imødegås med demokratiets våben: debat, kritik, analyse, argumentation osv.
@Morten – – -: Som anført var mit fokus i indlægget pÃ¥ det demokratiske problem. Fordi det i den efterfølgende debat nærmest er druknet i den sædvanlige debat om islamisk indvandring. Og fordi jeg synes, det er en meget vigtig debat i en tid, hvor demokratiet i forvejen er trængt pÃ¥ mange felter.
Jeg er ikke enig med dig i, at sagen ikke kunne have andre (religiøse, kulturelle…) ‘fortegn’. Den form for intolerance, vi ser i Kokkedal-sagen, er ikke forbeholdt islamiske indvandrere. Vi finder den overalt, hvor religiøst farvede kulturer mødes. Man behøver blot at se sig omkring i verden. Man behøver sÃ¥mæn ikke at gÃ¥ sÃ¥ langt. Jeg bor i et omrÃ¥de, hvor det lokale meningsrÃ¥d har ligget i indre splid i Ã¥revis, fordi man ikke har forstÃ¥et at vise repekt for de respektive mindretal.
Med hensyn til det demokratiske og det kulturelle, så vil jeg sige, at der uden tvivl er problemer i islamiske kulturelle sammenhænge med at få skabt en fundamental forståelse for de demokratiske idealer. Et indlysende eksempel var tegningedebatten. Men det betyder ikke, at man kan sætte lighedstegn mellem islamisk kultur og ikke-demokrati. Lige så lidt som man kan sætte lighedstegn mellem gammel dansk-kristen kultur og demokrati. Vi har også vores store problemer med demokratiet. Et aktuelt og tilbagevendende eksempel er ytringsfrihedens undertrykkelse.
Jeg mener, at demokrati – lige som fx menneskerettighederne – er et ideal, der udspringer af en godt og vel totusindÃ¥r gammel europæisk kultursammenhæng. Forudsætningen for, at de demokratiske idealer kan omsættes til virkelighed afhænger af skabelsen af institutioner, der kan understøtte og give rum for den demokratiske debat og indflydelse, og for et dannelsessystem, der kan sikre, at borgerne forstÃ¥r de demokratiske ideers betydning og indhold. Der er masser af eksempler fra den nyere historie pÃ¥, at man ikke bare kan ‘eksportere’ demokrati (Irak, Afghanistan…). Det tager lang tid at skabe et demokratisk styre. Men det er ikke umuligt. Heller ikke i andre kulturer end de europæiske.
Vi skal ikke grave grøfter, men vi må heller ikke ofre erkendelsen af frygt for at andre graver grøfter, fordi de vælger at misforstå. For så er den ligeværdige samtale, i mine øjne, på forhånd forpurret.
Jeg er, modsat dig, bange for, at man ikke kunne have forestillet sig noget andet fortegn, end et muslimsk i verden af i dag. I hvertfald på dette mellemmenneskelige niveau, som en boligforenings bestyrelse er. Man ville have forventet, at begge fester var blevet mødt med 100% positiv stemmeafgivelse! Som vi ved, det var tilfældet, da kulturdanskerne bidrog til med alle stemmer til muslimernes Eid-fejring.
Netop derfor lægger jeg også stor vægt på ordet ‘kultur’, når vi taler om demokratisk kultur.
Efter min opfattelse er det ikke idéernes – herunder den demokratiske idés – opståen, der markerer de virkelige milepæle i udviklingen. Det er deres implementering.
Enhver idé afventer det øjeblik, da en kultur er modnet til den. Det er den, der kan dateres, mens idéerne ofte er tidløse.
Det blev sagt under “muhammedkrisenâ€: Vi opfører os, som om ytringsfriheden var en dansk opfindelse. Men i virkeligheden er det blot een af de mange idéer, der er kommet til os ude fra, og slet ikke et særligt, dansk kulturprodukt. Hmnja … men det er ikke desto mindre i, bl. a., vores land, den er indoptaget i kultur og samfundsliv. Og det er, mener jeg sÃ¥, hovedsagen! Det er det unikke og særegne, dét, der er en studie værd, for det har kun fÃ¥ kulturer formÃ¥et gennem tiderne. Hvem der engang har “opfundet†ytringsfriheden bør derimod især interessere den, der vil nedlægge kranse.
Det jeg i min lille klumme vælger at sætte lup på, er hvilke kulturelle komponenter, der skal indgå, som kritisk forudsætning for, at en kultur formår at udvikle sig demokratisk. Og jeg synes selv, jeg meget godt gør rede for, hvorfor man ikke kan tale om, at de muslimske kulturer er nået til det udviklingspunkt.
Hvis vi ikke assimilerer de tilkomne kulturer i den demokratiske kultur, men kun vores egen (vi pålægger som bekendt vores børn demokratisk tankegang, indtil det konsensusorienterede) så er der ingen kilde til demokrati for dem, uden een, der måtte udspringe af dem selv. Og derved er de ikke arriveret, kan vi se. For muslimske unge har ikke frit partner-, livsstils-, seksualitets-, tros-, eller civilstands-valg. Og så er jo al tale om demokratisk kultur naturligvis meningsløs.
Fordi demokrati bygger pÃ¥ afkald og generøsitet (“pr. hoved, ikke pr. høvedâ€).
Derfor er jeg ogsÃ¥ enig med dig i, at netop dér, hvor de magtbegærlige rives om forret for deres synspunkter, vantrives den demokratiske Ã¥nd, naturligvis. Enten det er i eliten eller det er bredt i folkelegemet. Men det korte af det lange er, at pointen ogsÃ¥ her er, at hvor der ikke er generøsitet, vantrives demokratiet. Der er direkte korrelation mellem gensidig bevilling af indflydelse (læs: Afkald) og graden af reelt demokrati. Som vi vil se det i de muslimske lande efter “Det Arabiske ForÃ¥râ€.
Kulturhistorien er vigtigere, end idéhistorien. Det vil de kommende Ã¥r lære os pÃ¥ globalt plan. Det bliver efter min bedste overbevisning kulturen, der endeligt afgør udfaldet af “Det Arabiske ForÃ¥râ€.
Og, nåja: af integrationen af indvandrere i Danmark.
– – –
@Morten —: Hensigten med mit indlæg var netop at rykke debatten lidt væk fra den grøft, de allerede er havnet i: “danskhed”, “traditioner” osv., og over til det centrale problem, demokrati. Det, vi er vidne til i Kokkedal ( med muslimsk fortegn – det kunne lige sÃ¥ godt have haft et andet fortegn), kan vi sagtens genfinde pÃ¥ magtens højeste niveau, hvor man alt for ofte oplever magthavere, der ikke kan lytte til mindretallets argumenter, men bare buldrer derudaf, fordi man kan se et flertal for sine holdninger. Det, der bekymrer mig, er, at den demokratiske kultur i Danmark gennem de sidste Ã¥rtier er blevet svækket, bl.a. fordi man opfatter demokratiets som et statisk tilstand og ikke som det, demokrati bør være: en stadig udviklingsproces, hvor det demokratiske indhold hele tiden debatteres og reflekteres indholdsmæssigt og i forhold til historien. Tak for din kommentar.
Meget smukt skrevet. – Man bliver lidt melankolsk, nÃ¥r man læser det, Uffe Elbæk gør gældende. For det er svært at forestille sig, at ikke bare lidt længere betænkningstid ville have fÃ¥et ministeren til at se sagen i et lidt forstandigere og mere holistisk perspektiv.
Jeg har i øvrigt ogsÃ¥ skrevet en klumme om samme emne – og pudsigt nok med samme overskrift – hvor jeg forsøger mig med en hel lille analyse: http://www.180grader.dk/Politik/balladen-om-et-j-u-l-e-t-r-ae-eller-striden-om-fremtidens-demokratiske-kultur
Ellers lyder det jo sådan her: “… julen udvikler sig, og andre traditioner udvikler sig, og vi trækker andre traditioner til os.†(Kulturordfører Flemming Møller Mortensen (S) i P1debat, 9. november 2012) i følge http://www.uriasposten.net
Det, de næsten alle synes at sige som med een mund er, at det her bare handler om nogle få, reaktionære gammeldanskere, som det er gået helt hen over hovedet på, at deres juletræstradition har udviklet sig til eid gennem en helt naturlig proces.
Det virker så alvorligt og kritisk, at vore lederes dom ikke er bedre.
– – –