I dag er det fyrre år siden skuespillerinden og sangerinden Bette Midler debuterede med albummet The Divine Miss M. Hvis jeg ikke husker meget galt, så fik pladen fornem omtale i de danske musikmedier. Ikke desto mindre leder man forgæves efter den i fx 1001 album du skal høre før du dør og andre opslagsværker. Har tidens tand være for hård med The Divine Miss M?

Pladen opnåede en 5. plads på den amerikanske albumliste, indkasserede en platinplade og kastede flere singlehits af sig: "Do You Want To Dance," "Boogie Woogie Bugle Boy" og "Friends". Bryan Buss sætter præcist fingeren på albummets kvaliteter, når han forklarer Midlers kvaliteter i kombinationen af den gode sanger og den gode skuespiller. ‘Hver eneste skæring er en juvel’, skriver han, og forklarer, at pladen har en så intim atmosfære, at det er ‘som om hun og bandet står lige over for en’. Det er som at sidde på første række ved en pigegruppe-koncert, når Midler og hendes backup giver "Chapel of Love" og "Boogie Woogie Bugle Boy". "Få samtidige sangere kan klare trøstesløsheden i ‘Hello in There" eller fortabtheden i ‘Am I blue?’ med så ægte, følelsesmæssige afskygninger. Måske fordi Midler også er en dygtig skuespillerinde virker hendes følelser ægte." Selv kritikkens gnavpot Robert Christgau må kaste et A- til Midler i sin forbrugerguide, hvor han beskriver Midlers stemme med ordene: "a rich instrument of surprising precision, simultaneously delicate and vulgar".

Pladen er genudsendt på CD (uden bonuspjat). Bette Midler har siden udgivet yderligere 12 studioalbum, fire liveplader plus diverse soundtracks og andet. Men ingen af disse plader – deres kvaliteter ufortalt – overgår debutpladen.