Der går alt for længe mellem mine biografbesøg. Jeg ynder at efterleve Ole “Bogart” Michelsens gamle bon mot ‘film skal ses i biografen’, og det ændrer en 42 tommers fladskærm ikke ved. Men det er for sjældent, hverdags- og ikke mindst arbejdsliv giver plads til den fornøjelse. Men i dag lykkedes det. Oven i købet planlagt.
Rygterne var løbet i forvejen. Anmelderne har stået i kø for at lovprise den nye James Bond-film Skyfall. Og selv om jeg ikke har læst anmeldelserne og selv om jeg pr. instinkt er skeptisk, når anmelderlemmingene unisont griber til superlativerne og overdænger en film med stjerner osv., så må jeg sige, at filmen på ingen måde skuffede mine indprogrammerede forventninger. Det er en rigtig god Bond-film. Den bedste af de tre, der er kommet med Daniel Craig i hovedrollen.
Forklaringen på successen ligger gemt i flere forhold. For det første i selve grundfortællingen, der nærmest er en arketypisk historie om en fjende, der ikke skal findes bag jernmuren eller i en eksotisk lokalitet, men blandt ens egne. Skurken Silva – fremragende spillet af den spanske skuespiller Javier Bardem – er tidligere privilegeret agent og kollega til 007 i den britiske efterretningstjeneste M6.
Plottet er lige så klassisk. Silva er blevet forrådt – “i fædrelandets interesse” forstås – af M6s chef M, i skikkelse af den altid fortrinlige Judy Dench, og derfor er det Silvas mål at gøre kål på M. Omkring dette enkle, klassiske og dramatiske plot udfolde der sig så en række underordnede, men væsentlige og udviklende sidefortællinger. En om det komplicerede, latent erotiske mor-søn-forhold mellem Bond og M. En historie, der får ekstra dynamik, fordi Silva i en scene afslører over for Bond, at M også har forrådt ham – “i fædrelandets tjeneste” forstås.
En anden sidefortælling er forholdet mellem Bond og den kvindelige agent Eve, der handler om forholdet mellem kønnene – og måske i virkeligheden gemmer på en gammel kønsrollefordeling. I hvert fald ender det med, at Eve, der er aktiv i felten sammen med Bond i filmens begyndelse, til slut bliver kontorets nye Miss Moneypenny. Mere skal ikke afsløres om slutningen på filmen. Men de små sidehistorier er med til at nuancere personskildringerne i filmen i en grad, som jeg ikke mindes at have set i James Bond-sammenhæng før. Persongalleriet, der tidligere nærmest har tenderet mod at være karikaturer eller tegneserieskabelonagtige skikkelser får indhold og kød på kroppen her. Og det giver Bond-universet et skud realisme, der klæder den gamle serie rigtig godt.
Et andet forklarende element på filmens vellykkethed er den måde, instruktøren Sam Mendes på samme tid bekræfter filmens actionsdogmatik og suspenderer den. Som jeg tidligere har nævnt i forbindelse med de to foregående film, Casino Royal og Quantum of Solace, så bekender den nye serie af Bond-film sig til den actionæstetik, som fx dyrkedes til fuldkommenhed i trilogien om Jason Bourne. Vanvittigt hurtigt klippede virtuose actionscener, der fastholder publikum i åndeløs spænding. Men også en virtuositet, der – hvis den ikke doseres rigtigt – risikerer at bliver trættende. Ja, udmattende. Men det er lige her, det lykkes for Mendes i filmen.
Filmen starter med en brillant sammenskruet forfølgelsesscene, hvor Bond til fods, i bil, på motorcykel, på taget af et tog og ved hjælp af revolver og gravko (!) jagter en identitetsløs agent, der er sluppet bort med en harddisk, der indeholder navne og data på alle M6s udstationerede agenter. Det lykkes næsten for Bond at få standset skurken, men Eve forhindrer ham i det, fordi hun på Ms ordre skyder – Bond. Den særdeles effektivt fortalte prolog er hele filmen værd. Den er fortalt med et djævelsk drive og leverer en fornem optakt til Bonds genopstandelse og genoptagelse af jagten på skurken – og ikke mindst den bagmand, Silva, der bruger de hemmelige data til at komme ind på livet af M. Det lykkes til sidst. Mere skal som sagt ikke afsløres, men vejen derhen balancerer Mendes mellem relativt rolige passager og spændingseruptioner, der forstærkes af modsætningen i fortælletempo.
Man kan også fremhæve personskildringen som noget, der bidrager til at gøre filmen mere end seværdig. Daniel Craigs Bond-figur blev i Quantum of Solace næsten reduceret til et upersonligt muskelbundt af en monoman dræbermaskine, men i Skyfall gøres han meget mere menneskelig. Dels i kraft af alderens tema. Bond mærker alderen trykke og dumper fx til den prøve, han skal gennemføre for at genoptage arbejdet efter nedskydningen. Fordi han er usikker på aftrækkeren og har svært ved at klare de fysiske tests. Og dels fordi slutscenen åbner døren til Bonds fortid. Han vender hjem til barndomshjemmet, minderne og historien om den forældreløse dreng, der siden blev agent. I det hele taget er det individualhistoriske et nyt krydderi i historien. Fx også i forhold til luderen Sévérine (Bérénice Marlohe), der i en birolle fører Bond hen til Silva. Og jeg tror ikke det er tilfældigt. For et gennemgående tema i de sidste tre Bond-film er den individualistiske agent. Det unikke individ med sin helt egen historie og sin egen personlighed. Dette tema udfoldes i den nye film. Blandt andet sker det i en scene, hvor M over for en undersøgelseskommission skal forklare, hvorfor M6 stadigvæk skal spille en vigtig rolle, forklarer, at M6 står over for en svært identificerbar individuel fjende – og ikke som tidligere en stormagt eller en anden mægtig organisation. Tidligere var virkeligheden sort-hvid. Nu bevæger vi os i individualimens skyggeområder. Vor tids dyrkelse af en på mange måder historieløs og identitetslabil individualisme bliver tematiseret i den nye Bond-film som både en trussel og et potentiale. Det er filmens tidsstempel.
Man kunne fremhæve mange andre kvaliteter ved Skyfall. Den er superbt fotograferet. Birollerne er virkelig godt castet. Fx den altid seværdige Albert Finney som den gamle skytte i barndomshjemmet eller Ralph Fiennes som den nye ansvarlige for efterretningsaktiviteterne. Hvis der overhovedet er noget at kritisere for alvor, så er det måske – men kun måske – at filmen med sine godt 2 og en halv time er lang. For lang? Men døm selv.
Og så skal jeg lige nævne, at Adeles titelsang til Skyfall vinder ved at bliver oplevet i forbindelse med billedsiden. Hermed anbefalet.
@Bent Otto: Jeg glemte at nævne det: Det er helligbrøde, at smadre sÃ¥dan en Aston Martin – selv i en Bondfilm! 🙂
Meget enig. Så den i Imperial med datteren. Vi hyggede os gevaldigt. Jeg morede mig kongeligt, da den gamle Aston Martin blev støvet af. Glemmer aldrig, da jeg som dreng i julegave fik en legetøjsudgave af Bond-bilen. Den kunne skyde med små plasticbomber. Uskyldens tid.