Et par sekunder inde i “Want to forget” – første skæring på københavnerrockbandet Le Culs nye plade The “Here’s our frien Charlie!” EP rejser hårene sig på min venstre underarm. Shitdetektoren har overgivet sig og er slået fra, for Le Cul kommer piskende ud af høretelefonerne med en – ja – hårrejsende energi, der straks lader tankerne flakke til The Strokes og videre tilbage til alle de drenge og unge mænd, der har fået udtryk og udløsning for testetoronoverskuddet ved at trykke den af i garager, på små uglesete scener og på plade. Jeg må lige høre den en gang mere. Jo, det er rock som koncentreret maggieterning. Le Cul har greb om rockens DNA. Ikke for ingenting tager pladens sidste sang titel efter den moderne rocks selvdestruktive, romantiske Wunderkind, Pete Doherty…

Guitarerne flintrer derudaf. Rytmesektionen er tæt som tobaksrøgen i et tilrøget lokale (på bagsiden af coveret anbefales lytteren – meget politisk ukorrekt – at ryge tobak før, under og efter lytningen!) og forsangeren – Dre Deville – krænger sin sjæl og energi ud som en dansk pendant til Julian Casablancas eller Johnny Rotten eller Eddie Cochran. Le Cul [fr.: bagdel, røv…] sparker røv og sætter gang i både krop og hoved. “Want to forget” skriver ikke rockhistorien om, fornyr den ikke, men minder en om, at rocken i de rette hænder er frisk og sprælsk som altid.

Som tjeneren med ølbakken på coveret balancerer Le Cul af sted – nemlig mellem beskidt, svedig rock, som vor fader lavede den i garagen, og mere afdæmpede sange, der nok er rockede, men også leder tankerne hen mod rockens overdrev, hvor excentrikerne holder til. Det gælder fx sangene “Dealers’s Ring” og “C.O.K.E”, hvor forsanger Maxis lyder som en ældre Iggy Pop eller Tom Waits med Four Roses-flasken inden for rækkevidde og tungen i kinden. For Le Cul-sangernes – Maxis’ og Dre Drevilles – sang er nok bevidst højspændt, eksalteret, manieret og for meget, men der er et stærkt forsonende element af humor og glimt i øjet over det hele, som bærer de vokale udfoldelse helt igennem.

På pladen får Maxis og Dre Dreville hjælp af Gustav Niepoort (banjo, orgel og kor), Mads Ringblom (theremin og Hammond) og Josephine Strøberg Schmidt (violin og kor) og sammen har det i Gustavs studie på Frederiksberg fået skruet et minialbum sammen, der med sange om skæve oplevelser, kærlighed og erfaringer fra provinsen overbeviser i kraft af sin ukuelige spilleglæde, sin rå energi og sin fandenivoldskhed. Velbekomme.

Le Cul. The ‘Here’s to our friend Charlie!’ EP. Produceret af Gustav Niepoort. Eget plademærke. 2012. Er udkommet.