Bøjet ind over supermarkedets køledisk med is og isdeserter og diskuterende med Frøkenen, om vi nu skal vælge Hansens øko-chokoladeis, en fransk framboise-sorbet eller en ordinær jordbær- eller flødeis, popper navnet Strawberry Alarm Clock op i hovedet. Jordbær Vækkeur. Sikke et navn. Godt nok til at bide sig fast i hjernebarken, eller hvor det det nu bed sig fast dengang for en del år siden.
Strawberry Alarmclock var en del af tresser psychedelia-bølgen og fik et hit, nemlig “Incense and peppermints”, der til gengæld toppede Billboards hitliste. Gruppen bestod af store knægte, hvoraf flere stadig gik i skole, og på hittet fik de en 16-årig skolekammerat, Greg Munford, til at synge lead. Efter en masse udskiftninger gik bandet allerede i opløsning i 1971, men nåede at udsende fire LP’er, uden at nogen af dem blev store hits. Film-buffs blandt bloglæserne vil måske huske gruppens navn fra et par film, Psyched-Out med Jack Nicolson, hvor gruppen spillede en håndfuld sange, blandt andet omtalte hit, og Russ Meyers trash-klassiker Beyond the Valley of the Dolls, hvor de også lagde lyd til soundtracket.
Strawberry Alarmclock tilhørte den “poppede” end af den psykedeliske bølge sammen med fx The Flowerpot Men og lignende. Men derfor er de nok et genhør og -syn værd: