Jo ældre jeg bliver, desto mere brydes de imaginære grænser, jeg har haft mellem de musikalske retninger ned. Fx den mur, der går mellem den såkaldt klassiske musik og så – lad os sige det sådan – den mere folkelige musik (i sig selv en umulig skelnen…). I min gymnasietid lyttede jeg en del til klassisk musik, bl.a. i musiktimerne, hvor en engageret musiklærer spillede både Jimi Hendrix og Penderecki, Woodstock-koncerten og Carl Orff osv. Jeg kan huske, at jeg for nogle år siden så en udsendelsesrække med den berømte pianist Glenn Gould, der fortalte om sin adgang til den klassiske musiks store værker. Om sin særlige fortolkningsmåde og sin musikforståelse. Og jeg kan huske, at jeg dengang tænkte, at al musik og musikudøvelse har et fælles grundlag. Udtrykkene er vidt forskellige, men i såvel klassisk, jazz, rock osv. handler det om vores følelsesliv og vores forståelse af den verden, vi lever i. Musikken er et sprog – et mangefacetteret og uudtømmeligt sprog – der kan sige mere og andet end talen og skriften.
På mine hylder står der ikke så meget klassisk (det står på Fruens…), men jeg kunne godt finde på at investerer i Glenn Goulds samlede fortolkninger af Bach. Bare fordi.