Da jeg forlod folkeskolen var tresserne slut. I hvert fald sådan helt kronologisk. året var 1970. Ganske vist strakte stemningen, letheden og optimismen sig endnu 2-3 år ind i halvfjerdserne, men så var det også slut.

Jeg husker endnu det første stormøde, jeg var til på universitetet i 1973 som grøn student. En nu afdød underviser – Kresten Nordentoft – forklarede de hundredvis af vordende danskstuderende, at vi godt kunne spare lidt på optimismen, for arbejdsløsheden var oppe på 173.000, og vi ville med al sandsynlighed gå lige lukt ud i arbejdsløshedskøen. Men de nøgterne ord lagrede sig i baghovedet. Vi var i slipstrømmen af ’68, og studenteroprøret var endnu ikke udslukt på universitetet. Der var en stemning af opbrud og forandring over det hele. Verden var endnu ung, og den kunne forandres til noget bedre.

Set i bagklogskabens lys var de rebelske år på universitetet ikke begyndelsen på noget nyt og bedre – selv om disse år satte sig mærkbare spor i kulturen og samfundet – men snarere afslutningen på den periode af opbrud, ‘frigørelse’ osv., som den historisk enestående højkonjunktur i tresserne havde gjort materielt mulig.

Kapitalismen var inde i sin første efterkrigskrise – herhjemme kaldet ‘oliekrisen’ – og siden har hvert årti budt på nye og stadigt dybere kriser, som man kan forvisse sig om, hvis man læser med på økonomisiderne i de store udenlandske aviser. Og nu befinder vi os i en krise, hvis udgang det er svært at spå om.

Selv om nyhedsjournalistikken hæfter sig ved små optimistiske krusninger – som bilsalg, huspriser etc. – så er det svært at bevare optimismen, hvis man ser på de store træk. USAs abnormt store gæld, der truer med at få økonomien helt i knæ, stagnationen i den kinesiske økonomi, den til opløsning tenderende rådvildhed i EUs økonomiske politik, hvor flere lande de facto står på kanten af bankerot (Grækenland, Spanien, Italien – who’s next?). Enorm arbejdsløshed, større forskel på rig og fattig, afvikling af velfærdsstaterne osv.

Og hvad stiller man så op med krisen? Det mest forstemmende er – eksemplerne er legio – at der åbenbart kun er ét politisk svar på kapitalismens problemer: Mere af det samme. Selv om der er anti-kapitalistiske og kapitalisme-kritiske bevægelser – fx Occupy-bevægelsen – og selv om kritikken af kapitalismen er mere tydelig nu, end den har været længe, så sætter den sig ikke igennem på den politiske magts niveau. En næsten symptomatisk understregning af dette ser man i de europæiske socialdemokratiers radikale reformisme, der mest af alt ligner en total overgivelse til liberalismen og dens borgerligt-ideologiske overbygning. Oven i købet en transformation, der sker uden synderlig politisk succes.

I min studietid læste man de marxistiske klassikere. Og en af de ting, jeg bed mærke i, var, at Karl Marx ikke undervurderede den kapitalistiske økonomis evne til at overvinde sine indre modsætninger og dens evne til at underlægge sig stadig nye områder af virkeligheden. I nogle af den gamle tænkers ideer lå kimen til en forståelse af, at kapitalismen ikke slet og ret kunne afskaffes gennem revolution – hvilket historien jo på smerteligste vis har demonstreret – men at den kapitalistiske økonomi måske selv ville transformere sig til noget andet, når de indre modsætninger blev uoverstigelige… Selv tidens aktuelle krisehåndtering synes at bekræfte, at alt skal fortsætte som hidtil – når krisen er ovre – så ligger der en gammel sandhed i den marxske skepsis. Alting har sin tid. Også den kapitalistiske økonomi…

Hvor den aktuelle krise fører os hen, ved jeg ikke. Men for enhver, der drømmer om en anden samfundsindretning, er det nedslående at beskæftige sig med den politiske dagsorden. Den slaviske filosof Slavoj Zizek har skrevet en kort, tankevækkende analyse af situationen med den provokerende overskrift “Løsningen på kapitalismens krise er endnu mere kapitalisme“. Det er vel at mærke ikke Zizeks mening om, hvad løsningen er, men en nøgtern konstatering af, hvad den aktuelle løsningsstrategi er – globalt set. Jeg tror, at Zizek har ret i sin nøgterne analyse af, hvad der sker. Og det er både forstemmende og opløftende – opløftende, fordi nøgtern erkendelse har en opløftende effekt.