Siden midten af halvfemserne, hvor internettet og digitaliseringens muligheder for alvor begyndte at have indvirkning på musikbranchen, har vilkårene for denne branche ændret sig radikalt. En af de markante ændringer er, at kunstnerne nu ikke længere har pladeudgivelser som den primære indtægtskilde. Indtjeniningen kommer fra især koncerter. Denne forskydning af det økonomiske er de seneste dage blevet illustreret af debatten om prisniveauet ved Rolling Stones kommende, meget omtalte, koncerter i London og USA. Med priser i omegnen af 3-400 £ (ca. 2770-3700 kr.) for en billet har der rejst sig en voldsom debat. Er gruppen så meget værd? Kan de tillade sig at tage så høje priser? Og så videre.
Konfronteret med protester og kritik sige Sir Mick Jagger til BBC Radio 4: "Nuvel, jeg ved godt, at det er mange penge […] Med det lader til, at der er en efterspørgsel og det er godt. Og jeg vil ikke komme mere ind på det". Hvad, den handelsskoleuddannede Mick Jagger peger på, er det banale forhold, at rockmusikken forhandles på et marked, hvor udbud og efterspørgsel bestemmer prissætningen. Rockmusikken har for længst solgt sin sjæl til markedet, kunne man lidt kynisk sige. Men helt så enkelt er det så alligevel ikke.
For Rolling Stones, som i starten af deres karriere fik 5 £ pr. næse pr. optræden, er vel ikke kun et band for folk i jakkesæt, som det billedligt udtrykkes i en artikel på BBCs hjemmeside? Har gruppen ikke (længere) et renommé at tænke på som værende en gruppe, der både kulturelt og musikalsk har haft rod i det folkelige, for nu at sige det lidt firkantet? Er der kun et musikalsk ekko tilbage af denne identitet? Er Rolling Stones blevet et overklasseorkester, der momentvis – mellem jagtturene og champagnefesterne – nostalgisk dyrker deres ungdoms musik som andre dyrker deres frimærkesamling?