Der skal noget til for at score et A i den idiosynkratiske kritiker Robert Christgaus ‘forbrugerguide’ til albumkøbere. Men det lykkedes for Steely Dan med deres første album Can’t buy a thrill:

“How about that–a good album with two hit singles attached. And as you might expect of New York natives who reside in the City of the Angels, both brim with ambivalence: “Do It Again,” a catchy modified mambo with homogenized vocals that divert one’s attention from its tragic tale of a loser so compulsive he can’t get himself hanged, and “Reelin’ in the Years,” a hate song to a professed genius. Think of the Dan as the first post-boogie band: the beat swings more than it blasts or blisters, the chord changes defy our primitive subconscious expectations, and the lyrics underline their own difficulty–as well as the difficulty of the reality to which they refer–with arbitrary personal allusions, most of which are ruses. A”

Steely Dan er indbegrebet af et intellektuelt, sofistikeret rockband. Hvem ellers kunne finde på at kalde sig Steely Dan efter en gummidildo i William Borroughs kultroman Naked Lunch og betitle deres første plade med et citat fra en Bob Dylan-sang (“It takes a lot to laugh, It takes at train to cry” – Highway 61 Revisited)? Og så oven i købet afbillede en række prostituerede på coverforsiden for at understrege titlens pointe? Jovist, Donald Fagan og Walter C. Becker var i allerhøjeste grad beviste om, hvad de kastede sig ud i. Begge havde aftjent deres rockmusikalske læretid i bands som Ultimate Spinach og Jay and the Americans og havde erfaring med at lave musik til andre – og vidste, hvad de ville med deres musik, inden de fandt sammen for at realisere Steely Dan.

Can’t buy a thrill, der udkom samme dag som Stevie Wonders Talking Book (28. oktober) var en demonstration af de to perfektionisters nærmest kamæleonagtige sugen til sig af musikalske indtryk fra deres musikalske dannelserejse. De meget popiørefaldende numre emmer af jazz, Motown-soul, country and western, Crosby, Stills, Nash & Young-vokaler, progressiv amerikansk og britisk rock (Moby Grape, The Band, Spirit, Procol Harum m.fl.) og så videre. Sammen med en række håndplukkede sessionmusikere – bl.a. Walter Becker, Jeff  ‘Skunk’ Baxter, Denny Dias, Jim Hodder og David Palmer – har Steely Dan med deres første album lavet en skive, der oser af traditionsbevidsthed i en sådan grad at associationerne står i kø, hvis man har været med hele vejen fra tresserne og halvtredserne. Men også en plade, der lugter langt væk af at være blevet til i et studie, skabt af to perfektionistiske, musikalske legebørn, der ikke ville stille sig tilfreds med det næstbedste. Det virtuost-perfekte skulle få en ekstra tand på de efterfølgende plader, og hos nogle kritikere blev det forvekslet med gabende kedsommelighed. Men prøv at give pladen en chance igen her 40 år efter – det er sublim pop-rock fra det frodige årti, halvfjerdserne. Det bliver ikke ret meget bedre.