Follow the money: Apropos cykelrytteren Lance Armstrong

Author:

For længe siden – i 2007 – skrev jeg et længere indlæg om doping i professionel cykelsport. Anledningen var, at en Tour-vinder var testet positiv. Jeg tænkte dengang, at man måske skulle tage konsekvensen af alle dopingsagerne og gøre det legitimt at bruge doping. Jeg skrev bl.a. følgende:

Når det åbenbart er så svært at give slip på illusionen om den ædle sport med alle dens olympiske idealer, så må det skyldes, at oplevelsen, publikums identifikation med en ligeværdig kappestrid uden fup og fiduser- med andre ord underholdningsværdien og dermed mediernes betydning – er afgørende for den enorme popularitet, som sporten gennem årene har opnået. Giver man afkald på forestillingen om en “ren” sport, så mister sporten noget væsentligt af sin fascinationskraft. Og dermed mister den måske også nogle af sine “forretningsmæssige” fordele og muligheder…

Men spørgsmålet er, om ikke man skulle gøre det alligevel. Tone rent flag, om man så kan sige, og erklære cykelsporten for en uren, ikke-idealistisk, professionel konkurrencesport. Lade cykelsporten blive, hvad den allerede er, nemlig et eksperimentarium for menneskelige fysiske præstationer, der er iscenesat af sportens magtfulde organisationer, kapital, lægevidenskab og medicinindustri i en stor, uskøn alliance? Fordelene må være åbenbare. Sportsudøverne ville bevare den sidste rest af værdighed og ville slippe for at leve på en stor løgn. Det ville være muligt at etablere et gennemkontrolleret medicineringssystem, hvor risici og muligheder kunne vurderes på videnskabelig vis. Man ville kunne ligestille de udøvende med hensyn til (mis)brug af stoffer, fordi der kunne være åbenhed om nye præstationsfremmende emner. Medicinindustrien ville få et eldorado af et testområde, som de hidtil kun har kunnet drømme om. Og lægevidenskaben ville få et nyt, prestigefyldt karriereområde. Og så videre. ”

I de seneste dage har man kunnet læse om den syvdobbelte amerikanske Tour de France-vinder Lance Armstrongs fald fra tinderne. Med hele syv sejre i årene 1999-2005 er Armstrong ikke en hr. hvem-som-helst. Armstrongs detronisering på grund af doping er ikke bare endnu en dopingsag i rækken af dopingsager, men en massiv demonstration af anti-doping-politikens fallit. Drømmen om at skabe en renhedsfortælling om cykelsporten er bristet. Og der er al mulig grund til at tvivle på, om den fortælling nogensinde vil blive andet end en myte.

Er tiden så inde til at slippe doping fri? Nej, for det er ikke EPO og andre kemikalier, der cykelsportens – og andre sportsgrenes – dybeste problem. Det virkeligt afhængighedsskabende stof hedder: penge. Hvis vi forestillede os, at man frigav doping, ville sponsorerne med allerstørste sandsynlighed trække sig og cykelsporten ville være færdig. Sponsorerne har altid trukket sig ud som de første, når nogen er blevet taget i noget “ulovligt”. Derfor vil sagen om Lance Armstrong nok ikke ændre ret meget ved den absurde forestilling, som professionel cykelsport og anti-doping-kampagnen er. Hvis man vil tjene penge i professionel cykelsport, så må man følge spillet regler. Og til reglerne hører brugen af præstationsfremmende kemikalier. Kun ved at tage dem, kan du præstere så meget, at du får del i pengene, som er det egentlige drivmiddel i sporten…

Tilbagespoling: Tour de France

3 thoughts on “Follow the money: Apropos cykelrytteren Lance Armstrong”

  1. @Donald: Næ, det er netop den logiske følgeslutning. Hvis man vil være med helt fremme i professionel cykling, have succes – og tjene pengene – sÃ¥ er der ingen vej uden om de kemiske hjælpemidler… Det næste skridt er at spørge sig selv, hvordan det ser ud i de andre store sportsgrene? Hvad med fx fod- og hÃ¥ndbold? Forleden stod en spansk dopinglæge under anklage, og jeg bemærkede mig, at han indrømmede at have arbejdet med ikke kun cykelryttere, men fx ogsÃ¥ en hÃ¥ndboldspiller. SÃ¥…

  2. Hvor mange Tour-vindere er der, som ikke har dopet sig? Min pÃ¥stand er, at der ikke er nogen – og heller ikke nogen pÃ¥ anden-tredie-fjerde … halvtredsinstyve-pladserne, for nu at sætte en grænse. Det kan jeg selvfølgelig ikke bevise, men det er jo fysiologisk umuligt at køre sÃ¥ langt sÃ¥ hurtigt uden at blive træt og lave ulykker, hvis man ikke er pÃ¥ doping. Er der nogen, der har spurgt gymnastik-forskerne?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *