Den seneste tid har jeg spillet nogle af mine yndlingsplader. I går var det Kevin Coynes "Marjory Razorblade" og lige før var det en plade, jeg nærmest har tyndslidt på grammofonen: Stevie Wonders dobbeltalbum Songs in the Key of Life. En plade, der – hvis jeg skal skrive det meget kort – har det hele. Et overflødighedshorn af pletfri soulsange, der lyser og stråler af liv og kreativitet – og leveres med en ubesværethed og lethed, der får en til at tænke, at her har inspirationens ånder helt taget over.
Halvfjerdserne var – siger fordommen – Stevie Wonders glansperiode. Og Songs in the Key of Life var det kunstneriske klimaks, som han i bedste fald kun har tangeret momentvis siden. Hvor langt fordommen holder kan jeg måske komme tilbage til, men sikkert er det, at Wonder havde en klassisk periode i det årti .
En vigtig plade i den periode udkom i denne uge – nærmere bestemt den 28. oktober – for 40 år siden. Talking Book hedder den. Det var Wonders femtende album (!), siden debuten med albummet med den nærmest profetiske titel The Jazz Soul of Stevie Wonder fra september 1962.
Det kreative overskud på Talking Book er ikke helt tilfældigt. Selv om Wonder kun var først i tyvene, så var han en veteran i musikbranchen, og omkring 1970-72 begyndte han at stille større krav til sit pladeselskab Tamla Motown om større kreativ kontrol med sine plader – og sine rettigheder til sangene. Og måske under indtryk af Wonders foregående succes bøjede pladeselskabet af og indvilligede i en guldrandet kontrakt, der gav Wonder meget friere tøjler. Det første afkast kom i marts 1972 med albummet med den sigende titel Music of my Mind, der var Wonders første rigtige organiske album, som ikke "bare" bestod af en opsamling singleplader og coverversioner, men var tænkt og udført som et sammenhængende hele.
Talking Book samlede inspirationens tråd op fra Music of my Mind og føjede nye dimensioner til kreativiteten. Først og fremmest er Stevie Wonders brug af diverse synthesizers og tangetinstrumenter med til at sætte nye standarder for anvendelsen af netop den type instrumenter. Et mønstereksempel er hans brug af en Hohner clavinet på hitsangen "Superstition", hvor Wonder viser, hvordan spiller funky og soul på samme tid. George Clinton, Earth, Wind & Fire og andre funkbrødre har lært noget lige dér.
Talking Book er også den anden plade, der er resultat af en særligt vellykket samarbejde mellem Wonder og electronicaduoen Robert Margouleff og Malcolm Cecil (også kendt som Tonto’s Expanding Head Band), der har med stor ære af Wonders innovation af den elektroniske sound på denne og de to efterfølgende plader Innervisions og Fulfilingness’ first finale.
Med musikalsk og vokal hjælp fra fx guitaristerne Ray Erskine Parker, Jr., Buzz Feiten og Jeff Beck, saxofonisten David Sanborn og sangerinderne Yvonne og Syreta Wright fik Wonder, Margoulef og Cecil skabt en plade, der ud over at indeholde nogle af Wonders bedste sange (og største hits – som "You are the sunshine of my life" og "Superstition") formåede at tilfredstille både soulpublikummet og dem, der var mere til pop, rock og electronica. Et mainstreamhovedværk, der er en våge af kreativitet og inspiration, som åbner sig, når man den dag i dag lægger øre til pladen. Og man forstår godt, at Wonder satte et tårnhøjt niveau, som ville være svært at tangere endsige overgå. Men det skete i 1976 – med Songs in the Key of Life, hvor alt lykkedes. Alt.