Natten til lørdag kunne man, hvis ellers man kunne holde sig vågen og skydækket tillod det, se resterne af Halleys komet blive forvandlet til stjerneskud. Og i følge den folkelige overtro var der mulighed for at ønske sig, hvad man kunne ønske sig.

Stjernerne og lykken er også på spil på københavnerkvartetten Android Orchestras debutalbum Are we looking at the same stars. “All over town/I see the stars shoot/ falling down/ when you’re around hedder det i den indledende sang “we share“, hvor stjerneskud bliver synonym for den den lykke, vi alle vil have – “happiness is all we want/only when we share it’ll come“. En sang, der anslår en stemningsfuld dobbelthed på en plade, der for en overfladisk betragtning er renlivet pop, men som et spadestik dybere har den alvorsdimension af tankefuldhed, som gør en forskel. Nemlig forskellen mellem ligegyldig og – vedkommende pop.

Android Orchestra blev dannet i 2009 af Anders Nerup (sang og piano), Mikkel Aas (synthesizers og backingvokal) og Mathias Vang (trommer og slagtøj). Og i 2011 kom Emilie Nørgaard i den vokale forgrund som et stort plus. Musikalsk lægger bandet ikke skjul på. at man vil den medrivende, dansante, iørefaldende pop, men det er på en klangbund af alvor og melankoli. Symptomatisk stillet til skue i sangen “Come & play”, hvor budskabet er, at man skal gribe nuet – “come & play” – og være sammen – “we should be together” – med lige under overfladen lurer sammenbruddet, galskaben og utilfredsheden som en nødvendig skygge. Og selvfølgelig spøger kærligheden i disse popsange med alle sine ambivalenser: “there is hope/ in your smile/as we dance/ there is cold / ind your eyes/ when they glance”, som det hedder til slut i sangen “Falling”.

Når alvoren og melankolien ikke får overtaget i sangene med Mathias Vangs tekster, så er det, fordi musikken sørger for at vi kigger efter de samme stjerner, for nu at parafrasere titlen. Men en blanding af electronica og traditionel, akustisk og elektrisk instrumentering – hvilket bandnavnet også signalerer – har Android Orchestra skabt et organisk sammenhængende popalbum af 10 sange, der både appellerer til den danseglade publikum, musikradiolytteren og popelskeren med høretelefonerne i lænestolen.

Android Orchestra er blevet sammenlignet med den danske exportsucces Alphabeat (som bandet i øvrigt arbejder sammen med), men selv om tanken også strejfede mig et sted i det indledende “We share”, så synes jeg, at Android Orchestra adskiller sig markant med deres varierede hybrid af techno-lyd og analogt udtryk. Og så vil jeg gerne fremhæve de to forsangere Anders og Emilie. Emilie kan momentvis minde om min personlige popdarling, Lily Allen, men er ellers sin egen med en stemme, der går klart og kraftfuldt igennem med en popsødme, der kan forføre ethvert pophoved. Og i Anders får hun et flot, maskulint modspil, der giver musikken et flot, storladent swung, der får mig til at tænke på såvel Pet Shop Boys og Depeche Mode.

Are we looking at the same stars (uden spørgsmålstegn efter…) burde kunne finde vej til diverse radioplaylister og hitlister for der er hitpotentiale i mange af sangene. Men først og fremmest er det et indtagende popalbum, der fortjener at blive lyttet til i sin helhed. Man kan blot undre sig over, at de store pladeselskaber har overset dette talentfulde band. Hermed varmt anbefalet af et halvgammelt pophoved.

The Android Orchestra. Are we looking at the same stars. Produceret af Mathias Vang. We We We Records. 2012. Pladen er udkommet.

Video: Perhentian Buzz (singleudspil) – lyt til hele albummet her