Gårsdagens antikvariske: Susan Lenox

Author:

David Graham Phillips: Susan Lenox. Gyldendalske Boghandel. 1933. 3. oplag. Oversat fra amerikansk “Susan Lennox, her Fall and Rise” af O. C. Molbech. Fineste stand. Halvlæderindbundet på Ringgive Andersens Bogbinderi i Esbjerg (!). 601 sider. Købt hos en lokal antikvarboghandler. Billigt.

Tak til bibliotekar Susanne Balslev for tippet:

Pissoir-bogen havde jeg i forvejen og Kaviar-bogen var et hit i min ungdom…

David Graham Phillips blev født i 1887 og ernærede sig som journalist og reporter. I 1902 udsendte han romanen The Great God Success, der solgte så godt, at han kunne leve af royalities og freelance-journalistik. Han var en ferm journalist, og i 1906 fik han publiceret en artikel med titlen “The Treason of the Senate” i det fine magasin Cosmopolitan. I artiklen afslørede han, hvordan kampagnebidragydere blev begunstiget af medlemmer af det amerikanske senat. Artiklen medførte en større skandale og var med til at indføre “the 17. Amendment”, hvori reglerne for valg af senatorer præciseres.

Artiklen var med til at give Phillips et ry som muckraker, dvs. en journalist, der har specialiseret sig i at undersøge og skrive om korruption. Han var altså en forløber for folk som Ralph Nader og Hunter S. Thompson, og det kom til at koste ham livet, idet en sindsforvirret læser skød ham i januar 1911. Mordet har i øvrigt været genstand for en anden roman, Daniel D. Victors “The Seventh Bullet”, hvori selveste Sherlock Holmes får lov til at undersøge sagen… Måske man skulle opspore den.
Romanen om Susan Lennox og andre af Phillips’ romaner kan i øvrigt downloades i tekstversioner fra Gutenberg-projektet (her). De fleste kan også lånes via bibliotek.dk. Mig bekendt er Susan Lennox den eneste af Phillips romaner, som er oversat til dansk.

Som indledningsbilledet afslører blev bogen omsat til film i 1931 med Greta Garbo og Clark Gable i hovedrollerne. Instruktøren var Robert Z. Leonard, der har et hav af film på samvittigheden. Læs også Channel4s saftige beskrivelse af filmen her.

One thought on “Gårsdagens antikvariske: Susan Lenox”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *