Ved nyheden om Sylvia Kristels død blev jeg beamet tilbage til starten af halvfjerdserne. I første halvdel af halvfjerdserne befandt vi os – kulturelt og mentalhistorisk – endnu i tressernes kølvand. Den lettelse, som tresserne havde ført med sig og som gik under betegnelser som "frigørelse" og "oprør", prægede endnu tidsånden, selv om mørke skyer maste sig på. Og i min erindring stod filmen "Emmanuelle" (som jeg aldrig har set…) som et sidste tegn på den såkaldte seksuelle frigørelses ‘uskyldighed’. Frigivelsen af skrift- og billedpornografien i tresserne blev hurtigt genstand for økonomisk spekulation – ja, var det fra starten – men i begyndelse var der en paradoksal, naiv uskyldighed over fremstillingen af erotikken på billed og i skrift. En uskyldighed, der siden er blevet godt og grundigt mast af den pornografiske industri.

I min erindring står "Emmanuelle"-filmene – den første kom i 1974 – som næsten paradigmatisk eksempel på eksploiteringen af denne paradoksale uskyld. En fortælling om, hvordan soft porn blev om ikke hard core pornografi, så dog hard cash-spekulations-objekt.