We were young, we were free

we could do as we pleased

Hit House was the place to be

with a song in our heart

we were there from the start

we knew we’d never grow old

you can blame it on rock’n roll

Med sangen “Hit House” knytter Geordie på sin nye plade “All of this…” en forbindelse mellem fortid og nutid. Det legendariske københavnske spillested Hit House var i årene 1964-1968 stedet, hvor den særlige danske udgave af rock’n roll, “pigtrådsmusikken” havde sin privilegerede scene. Det var stedet, hvor den københavnske ungdom mødtes for at lytte og ikke mindst danse til ungdommens musik. Perioden var også den tid, hvor nordenglænderen David Garriock, bedre kendt under sig øgenavn Geordie, kom til Danmark med sit band Red Squares og et par år – 1966-67 – skabte en veritabelt fanhysteri, der tålte sammenligning med Beatlemania. Efter at have aftjent deres lærepenge på militærbaser i Frankrig fra 1964 og til 1966 sendte skæbnen (vist nok i form af amors pile…) gruppen til Danmark, hvor de med en blanding af amerikanske falsetnumre og egenskrevne sange fik godt og grundigt fat i et publikum, der ikke var forvænt med musik af højt professionelt format.

Det var også dengang, drengenes hår voksede ned mod skuldrene og pubertetopgøret med forældrene begyndte at blive transformeret til et “ungdomsoprør”. Og det var dengang, de samme forældre med løftede pegefingre fortalte os, at pigtrådsmusik og rock’n roll var noget, vi ville vokse fra sammen med det lange hår, som de med vekslende held forsøgte at klippe af os drenge…

Men som Geordie synger i sangen “Hit House” troede vi – som alle unge – at vi aldrig ville blive gamle. Og rock’n rollen havde et medansvar for den overbevisning. Men selv om vi blev ældre, og selv om Geordie er fyldt halvfjerds for ganske nylig, og vil ikke kan løbe fra tidens gang, så fik forældrene ikke ret med deres konservative forudsigelser om pigtråd og rock. Hey, Hey, my, my, rock’n roll will never die, som Neil Young slog fast nogle år senere. Vi havde en sang i hjertet, og det har vi endnu.

Og det gælder også for Geordie, der med sit album beviser, at han ikke er vokset fra rock’n roll, men tværtimod er vokset med den og i dag står for en musik, der både har traditionen i sig og samtidig lyder helt moderne.

Geordie har – hjælp fra en række kolleger – skrevet alle sangene, der handler om det uuopslidelige, evigt ungdommelige poptema, kærligheden og dens kommen og gåen – som fx i sangene “Depend on me”, “Yes you do” og “My strawberry surprise” – og om de erfaringer og tanker et langt levet liv fører med sig. Den indledende “Breaking down” tematiserer krisen som et menneskeligt livsvilkår. Et helt Fleetwood Macsk nummer, der fortæller os, at vi alle kan komme ned med nakken engang imellem. Miste vort job eller gå fra forstanden – og budskabet er, at det ikke er din skyld. I den sejt swingende ballade ” If it hadn’t been for Andy” sender Geordie en tanke og en sang tilbage til den Andy, der gjorde en forskel og sørgede for at Geordie valgte musikken i stedet for et 8-4-job. Med en helt Joe Walshsk guitar rocker “Leaving” sig gennem en sang om pige, der tager flyet væk fra en voldelig mand og hen til en, ‘der altid behandler hende korrekt’. Den smukke ballade “Go your way” handler, som titlen antyder, også om at forlade nogen, om at blive forladt – og forstå at acceptere det med manér og med en sang til at fastholde det tabte. Og der er sange, der hylder livet som sådan (“Life is a playground”) og en far (“My dad”) – og altså “Hit House”, det sted, hvor det hele i en eller anden forstand begyndte.

På “Hit House” får Geordie medrivende, smittende vokal hjælp af Keld Heick (der dengang stod i forgrund af The Donkeys) og John Andersen (forsanger i Rocking Ghosts), men ellers er det yngre musikalske legekammerater, der står bag Geordie på albummet. Søren Andersen trakterer allehånde strenge – også Grand Piano, Claus Langeskov, der også har produceret pladen med et klart,  flot, men ikke popsmart lydbillede, slår også strengene, tangenterne og slagtøj – og bag trommerne sidder Morten Hellborn. Ud over selve bandet får Geordie hjælp fra en række venner, bl.a. sangerinderne Emily Garriock Langeskov (på “My dad”) og Maj-Britt Birch Lykkegaard (på “Go your way”).

Det er et meget varieret album, Geordie har udsendt, med 15 velturnerede sange, der både byder på rock, pop, ballader, caribisk inspiration (“Joybringer”) m.m. Geordie synger med al sin professionalisme og lyder bestemt ikke rusten, snarere tværtimod. Og han får mere end kompetent mod- og medspil af de andre medvirkende. Alt i alt er det en organisk sammenhængende, vellykket plade, som det ville være synd og skam, hvis man overså i mængden af musik, der udkommer. En plade for dem, der voksede op med Hit House – og dem, der kom til siden hen.Hermed anbefalet.