For mange år siden – i halvfjerdserne – havde jeg min gang på hovedbiblioteket i Esbjerg. Dengang havde man en særlig afdeling i Nørregade, hvor man kunne låne grammofonplader. Man blev udstyret med nogle røde plastikstykker, der fungerede som en slags pant og begrænsede det antal plader, man kunne låne. Så vidt jeg husker kunne man låne 3-4 stykker ad gangen. Den periode var med til at udvide min musikalske horisont, for biblioteket havde et varieret udvalg, og man kunne ofte finde plader, der blev overset af pressen eller som man havde hørt en sen nattetime i Danmarks Radio. Det var dengang, man kunne tillade sig den slags…
En af de kunstnere, jeg fik et nært forhold til dengang, var den amerikanske sangskriver og musiker Carole Bayer Sager. I 1977 udkom hendes første eponyme soloalbum og året efter opfølgere Too…. Siden er det kun blevet til endnu et album Sometimes late at night, der udkom i 1981. De tre plader er netop blevet genudgivet på en dobbelt-CD af Raven Records.
Som diskografien antyder, så har Sager helliget sig sangskrivningen. Og det er en skam, for hun er en udmærket og meget personlig performer.
Sagers karriere går helt tilbage til tresserne. Den nu 65-årige New Yorker studerede som ung engelsk, drama og retorik på universitetet i New York og tjente penge ved siden af som sangskriver for sangforlag. Den første gang hendes navn for alvor sprang i øjnene var, da hun sammen med Toni Wine skrev sangen “A groovy kind of love”, der først blev indspillet af Dianne & Annita i 1965 (i en sød ungpige-version) og samme år hittede med The Mindbenders. De to syttenårige piger skrev sangen på to timer, og det var en af de første gange ordet “groovy” blev brugt i en popsang. I hvert fald i en popsangtitel. Måske The Young Rascals lyttede til den sang… Siden skrev hun sange til bl.a. The Monkees og Neil Sedaka.
En del af forklaringen på, at Sager ikke har været så langt fremme i rampelyset, finder man i det forhold, at hun har skrevet mange sammen med andre sangskrivere af hankøn. Fx arbejde hun tæt samme med Marvin Hamlish (som hun også havde et romantisk forhold til). Sammen skrev de fx Bond-hittet “Nobody does it better” til Carly Simon. Siden indgik hun et musikalsk-romantisk-ægteskabeligt forhold til Burt Bacharach. I det hele taget kendetegner det hendes karriere, at hun tydeligvis har foretrukket at samarbejde med andre om musikken, fx. Neil Diamond, Michael Masser, Peter Allen, Melissa Manchester, Sheena Easton, Bruce Roberts, Neil Sedaka, David Foster, Albert Hammond, Michael Jackson, Quincy Jones, Michael McDonald, James Ingram, Donald Fagen, Carole King og Brian Wilson. Bare for at nævne nogle af dem.
Ved siden af sin Golden Globe- og Grammy-høstene sangskrivning har kastet sig over maleriet og har været involveret i velgørende arbejde.
Carole Bayer Sager har aldrig fået udsendt en Greatest Hits- eller Best of-plade, men hendes tre album har været udsendt og genudsendt på CD. Og nu er det så muligt at få hele tjavsen samlet – og det kan anbefales, hvis man er til sangskrivning af høj karat, fornemme arrangementer og så videre.