I næste måned er det 35 år siden, Eric Clapton udsendte sit femte solostudioalbum, der bærer hans kælenavn Slowhand. Og i den anledning genudsendes pladen i ikke mindre end fire jubilæumsudgaver. Noget for enhver pengepung – eller hvordan det nu er.

Pladen blev en solid kommerciel succes med topplaceringer på begge sider af Atlanten – og med hele tre succesfulde singleuddrag: Lay Down Sally", "Wonderful Tonight" og "Cocaine".

Dengang i 1977, hvor jeg købte pladen på vinyl, var Clapton en omstridt figur, der delte vandene – både i publikumshavet og blandt kritikerne. Man kunne stadigvæk læse graffittien "Clapton is God" på britiske husvægge som et ekko efter de formative, unge år, hvor Eric Clapton var blevet udskreget til britisk beatmusik nye store åbenbaring på el-guitar. Og der var en del, der ikke kunne forlige sig med hans alt andet end falliske håndtering af guitaren på de første fire soloalbum. Og anmelderne havde han heller ikke rigtig med sig. Det var som om forventningen om den store bluesguitarhalvguds genkomst lå som en dyne hen over hovederne og forhindrede en egentlig lytning til pladerne. Bevares, Clapton har ikke nogen stor stemme, men lytter man til pladerne i dag, så forekommer det mig, at de holder i kraft af en ærlig musikalitet og et højt håndværksmæssigt niveau. Det gælder også Slowhand, der overbeviste mig om, at Clapton var lige så meget en popmusikalsk romantiker og eklektiker som en hverdagsbluesrealist.