Glemmebogen står på vid gab, når mediemaskinen kværner og musikbranchen jagter nye navne og nye guldkalve. Og glemmebogen er aldrig tom for navne, der burde huskes. Fx den irske singer-songwriter Kirsty Maccoll, der døde ved en tragisk motorbådsulykke i 2000, kun 41 år gammel. Men i denne måned genudsendes hendes første fire album i opdaterede udgaver på det lille plademærke Union Square, og der er anledning til at gøre opmærksom på hende igen.
I et portræt af Kirsty fremstiller The Observers Michael Hann Kirsty Maccoll, som en moderne kvinde, der i sine sange havde et kritisk blik på det andet køn, og som nægtede at lade sig styre af mændene i den mandedominerede musikbranche. En ung kvinde, der elskede musikken, men også frygtede at gå på scenen, så meget, at hun i lange perioder ikke optrådte. Og det betød, at hendes korte karriere fik et ujævn, slingrende forløb med hyppige skift af pladeselskaber og kun en lille håndfuld album og singler som resultat.
Om genudgivelserne vil få hende helt ud af glemmebogen, kan man godt tvivle på. Men der er i hvert fald en chance for at lytte til en god sangerinde med noget på hjerte.