Er det ikke moderne visesang? Tanken dukkede op under lytningen til den nye plade med Illeborg & Nussbaum. Jo, i hvert fald i den forstand, at man kan kalde Trille, Joan Baez og Joni Mitchell for visesangerinder. Viser i betydningen: Sange, hvor teksterne har en særlig vægt. Hvor teksterne ikke blot er supplement til musikken.
Bag duonavnet Illeborg & Nussbaum gemmer sig venindeparret Laura Illeborg og Channe Nussbaum. Channe er ikke mindst kendt som den kvindelige livstykke i klezmerbandet Klezmofobia (hvis seneste plade, jeg havde fornøjelsen af at omtale for et par dage siden). Laura Illeborg er dansk rocks godt bevarede hemmelighed med en god håndfuld, meget personlige og meget anbefalelsesværdige soloplader på samvitttigheden (og en anden duoplade med Jens Lysdal). Channe har lavet musikken på den nye plade, og Laura teksterne. Og der er tale om modsætningers møde. I hvert fald musikalsk set, hvor Channe er den varmblodede, iltre klezmertrold og Laura det feminint tankefulde, kølige væsen.
Men i venindesamarbejdet ophæves modsætningerne i en række intime singer-songwriter-sange, der er båret af både blå stemninger (som det fx hedder i sangen “Kuløren er blå”: “Eneste kulør jeg kan få øje på/må jeg se helt i mig selv for at få/og kuløren er blå“), jordbunden livserfaring (som i sangen “Schwam darüber”, hvor det handler om ikke at hænge fast i fortrydelser og spildte muligheder – og komme videre) og boblende livslyst (som i sangen “Jeg er klar”, hvor ønsket er at “Blive serveret på et sølvfad/leve af champagne og kærlighed“).
Musikken, som Channe Nussbaum altså står for er svær at sætte på formel, og det er en oplagt styrke. Her er stille ballader som fx den indledende, vemodigt åbne “Til 7ende & sidst”, der løftes op til himlen af en glad fløjtende Channe Nussbaum eller den harmonikabårne, længselsfuldt smukke sang “Frederiksberg Allé”, der ledte denne lytters tanker i retning af Kate & Anna McGarrigle. Her er også – selv om balladerne er i overtal – mere medrivende sager som fx “Elsk mig som før“, der fører en ud på dansegulvet og har noget klezmerdansant swing over sig. Men også den næste poppede, rockende “Var det måden din venstre hånd strejfede min skulder” er med til at give pladens musikalske udtryk både bredde og fylde.
Channe og Laura hjælpes professionelt lydhørt og medlevende på vej af en række håndplukkede musikere – Henrik Liebgott (guitar), Steffan Søgaard Sørensen (kontrabas), Gert Smedegaard (trommer), Peter Rosendal (klaver, basun), Jakob Munck (basun), Ole Reimer (trompet), Bjarke Kolerus (klarinet), Morten Alfred Høirup (guitar), Sonnich Lydom (harmonika), Ruthie Dornfeld (violin), Tapani Vargas (bas, jødeharpe), Gæst Vincent (tangenter), Andres Ugorskij (guitar), Mette Smidl (violin) – der med den instrumentelle variation er med til at skabe den helt særlige stemning, der er på pladen, og som i sig selv er en anbefaling.
Dertil skal lægges, at de to sangerinder Channe Nussbaum og Laura Illeborg har to stemmer, der passer utroligt godt sammen. Det er ganske enkelt frydefuldt at lytte til dem, og man tager sig i at ønske, at pladen går så godt, at de to snart finder sammen igen og laver endnu en plade. Hermed fik jeg vist anbefalet pladen.
Laura Illeborg og Channe Nussbaum. Illeborg & Nussbaum . Produceret af: Nusbaum, Illeborg, Jan Vinther og Thomas Davidsen. Art People. Eastwing.Co. 2012